Joachim B: Pladderhumanisme fastholder folk på kontanthjælp

Borgerlige hilser professors forslag om at følge Sveriges eksempel, når det kommer til overførselsindkomster, velkomment. Enhedslisten afviser blankt.

Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO 2011 af Joachim B. Olsen. Foto: Bjarke Bo Olsen

En enlig dansk kontanthjælpsmodtager med barn har dobbelt så mange penge til sig selv om måneden som en svensk kontanthjælpsmodtager, viser tal fra Nordisk Råd. Et udtryk for den danske pladderhumanisme, mener Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen.

- De her meget høje ydelser hviler på en betragtning om, at der er ikke nogen, der må have det svært i en periode, og derfor giver man folk på overførselsindkomst en meget høj kompensationsgrad. Men det eneste en høj overførselsindkomst gør, er at fastholde dem på passiv forsørgelse og videregiver en negativ social arv til børn, siger Joachim B. Olsen.

Det er Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og den borgerlige tænketank Cepos, der har brugt tallene fra Nordisk Råd til at sammenligne rådighedsbeløbene for kontanthjælpsmodtagere i Danmark, Sverige, Island og Finland.

En sammenligning mellem en enlig svensk og en enlig dansk kontanthjælpsmodtager, der begge har et barn, har vist, at den danske kontanthjælpsmodtager har en disponibel månedsindkomst, der er dobbelt så høj som den svenske kontanthjælpsmodtagers.

Ekspert: Følg det svenske eksempel

Ifølge professor Nina Smith bør man følge Sveriges eksempel og regulere overførselsindkomster efter prisudviklingen og ikke lønudviklingen, som man gør i Danmark. En løsning, som både Liberal Alliance og Konservative hylder:

- Selvom der kan være ting ved den svenske model, der ikke er fuldstændig sammenlignelige med Danmark, så mener jeg godt, vi kan skele til Sverige. Og det har længe været konservativ politik, at kontanthjælpen skal følge prisudviklingen og ikke lønudviklingen, siger Mai Henriksen, konservativ arbejdsmarkedsordfører.

Joachim B. Olsen supplerer:

- Det er netop Liberal Alliances officielle politik, så vi er meget enige med Nina Smith på det punkt. Vi foreslår så, at det provenu, som den model vil give, skal gå til at øge beskæftigelsesfradraget, så vi kan få flere på arbejdsmarkedet.

Enhedslistens Finn Sørensen er dybt uenig.

- Joachim B. Olsen er jo den mest rendyrkede repræsentant for liberalismen, hvor man tror, at hvis man bare tager overførselsindkomsterne fra folk, så kommer de i arbejde. Men den udbudsteori løser jo ingenting, hvis vi ikke laver en tilsvarende forøgelse af tilbud om arbejdspladser. Kontanthjælpen er ikke for høj. Snarere tværtimod, siger Finn Sørensen, der mener, at det er ren teori at tale om, at bestemte ydelser fastholder folk, når arbejdsmarkedet ikke er parat til at tage imod dem.

Joachim B. Olsen mener, at der skal gøres noget nu.

- Vi trænger til en fordomsfri debat. Det er hverken ansvarligt eller socialt at have så høje overførselsindkomster, og venstrefløjes godhedsretorik er et udtryk for en pladderhumanisme, siger han.

Joachim B: Pladderhumanisme fastholder folk på kontanthjælp