Justitsminister vil ændre loven efter fodlænke-flugt

Efter Højesteret har frikendt en mand, der flygtede fra afsoning i fodlænke, vil Morten Bødskov ændrer loven.

- Indtil den nye lovændring træder i kraft vil jeg gerne understrege, at dem, der flygter under afsoning med fodlænke i hjemmet, vil skulle afsone resten af sin straf i fængsel, forklarer Bødskov. Foto: Morten Germund

En opsigtsvækkende dom fra Højesteret får nu justitsminister Morten Bødskov (S) til at varsle lovændringer. Udmeldingen fra Bødskov kommer, efter Højesteret fredag afgjorde, at der ikke er hjemmel i loven til at give en 41-årig voldsdømt mand en tillægsstraf, selvom manden tog sin fodlænke af og forlod sit hjem under sin afsoning.

- Jeg har noteret mig Højesterets dom, som betyder, at der i dag ikke er hjemmel til at straffe personer, der flygter fra afsoning med fodlænke, forklarer ministeren i en skriftlig kommentar og uddyber, at han nu vil ændre loven på området.

- Dette har ikke været tilsigtet. Jeg agter derfor allerede i den kommende uge at rette op på det med en lovændring, for selvfølgelig skal der være en klar og kontant konsekvens, når man flygter fra afsoning med fodlænke. Ændringen kommer derfor til at betyde, at den, der er flygtet, vil få en ny straf for selve flugten, oplyser ministeren.

Ifølge Bødskov vil det allerede gældende fra i dag få konsekvenser, hvis man tager sin fodlænke af.

- Indtil den nye lovændring træder i kraft vil jeg gerne understrege, at dem, der flygter under afsoning med fodlænke i hjemmet, vil skulle afsone resten af sin straf i fængsel, forklarer Bødskov.