K: Ingen bagatelgrænse for oplysning om risiko

Det er »dybt rystende«, at man som patient kan få en operation, som man tror er harmløs, men viser sig at give uhelbredelig kræft, mener de Konservatives sundhedsordfører.

Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau

Det er ikke rimeligt, at patienter ikke bliver oplyst om risici ved operationer. Det understreger de Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado (K), efter det er kommet frem, at flere sygehuse ikke fortæller, at en ellers ufarlig livmoderoperation kan udløse uhelbredelig kræft.

»Det er dybt rystende, at det, som man tror er en harmløs operation, kan være dødelig. Det kan godt være, at der er lægefaglige forbehold, som siger, at det er en meget lille andel, men det er jeg sådan set ligeglad med. Som patient har man ret til at vide, hvilke risici der er ved at få lavet et givent indgreb,« siger hun.

Det er Dagens Medicin, der fredag beretter om den nye, skånsomme operationen mod muskelknuder på livmoderen. I omkring en procent af tilfældene indeholder knuderne kræft, som bliver spredt, når de fjernes.

Selv om otte kvinder ifølge Dagens Medicin har fået uhelbredelig kræft efter operationen, er det ikke alle hospitaler, som oplyser om risikoen, men ifølge Mai Mercado skal patienter altid oplyses om risiciene ved en operation. Der findes ingen bagatelgrænse, når der er risiko for at dø, fastslår hun.

»Er der risici skal de oplyses, også selv om de er små - så skal patienten bare have at vide, at de er små. Man skal som patient kunne danne sig et helhedsbillede af, hvad en operation vil betyde. Det må være en forfærdelig situation at have gennemgået det, som man troede ,var en harmløs operation, for efterfølgende at finde ud af, at man er dødeligt syg,« siger Mai Mercado.

»Her har sundhedsvæsenet et ansvar for at levere oplysninger, så patienter kan træffe beslutning på et fornuftigt grundlag. Jeg mener ikke, at det handler om at skabe unødig bekymring, men i stedet om at give patienten et reelt og oplyst valg. Det, mener jeg, må være helt elementært i et velfærdssamfund,« siger hun.