K: Regioner må sikre færre fejlbehandlinger

Regionerne bør reducere antallet af fejl i sundhedsvæsenet frem for at stramme reglerne for erstatning til skadesramte patienter, mener K.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau

Regionerne bør bruge kræfterne på at reducere antallet af fejl i sundhedsvæsenet frem for at stramme reglerne for, hvornår der ydes erstatning til skadesramte patienter. Det siger den konservative sundhedsordfører, Benedikte Kiær (K), i forbindelse med, at antallet af anmeldelser med krav om erstatning efter patientskader er stærkt stigende.

- Jeg synes, at regionerne har en omvendt tilgang til området. Når vi kan se, at der er sket en stigning i antallet af klager og antallet af udbetalte patienterstatninger, skyldes det nok både, at patienterne er blevet mere opmærksomme på muligheden for at klage, og der også er begået fejl, som volder den enkelte patient skade. Så i stedet for at begrænse og stramme op, bør regionerne i stedet arbejde på at sikre, at der laves færre fejl, så færre har grund til at klage, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Markant stigning i erstatninger

I 2006 kom der 4.861 anmeldelser fra patienter, som krævede erstatning - sidste år nåede tallet op på 7.993. I 2006 blev der udbetalt 380,3 millioner kroner i erstatning, mens der sidste år blev udbetalt 766,3 millioner kroner.

- Det er en voldsom udvikling i en tid, hvor riget fattes penge. Vi må for eksempel se på, om det er rimeligt, at en patient på 85 år med en årelang sygdomshistorie og et komplekst forløb stadig skal kunne få en høj erstatning, hvis der støder komplikationer til, siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), til Berlingske.

En fejlbehandling er slemt uanset alder

Den melding lugter af aldersdiskrimination, mener Benedikte Kiær:

- Hvis en på 85 år har været udsat for fejlbehandling, kan det være lige så slemt, som hvis det havde været en på 50, siger hun og uddyber:

- Hvad bliver det næste. At man skal udelukke borgere fra bestemte behandlinger, fordi de er nået en bestemt alder. Nej, man skal have den behandling, som man lægefagligt vurderer, er mulig at give den enkelte, og man skal, uanset alder, have mulighed for at klage, hvis man har været udsat for fejlbehandling, siger hun.

Den gennemsnitlige erstatningsudbetaling for behandlingsskader steg med 6,7 procent fra 2010 til 2011. Kilde: Patientforsikringens årsberetning 2011