KL vil ikke styre antallet af pædagoger på de danske skoler

Det er ikke kommunernes job at beslutte, hvor mange pædagoger, der er brug for på de enkelte skoler, når skolereformen træder i kraft til sommer. Sådan lyder KLs svar på BUPLs kritik af, at mange skoleledere suverænt kan bestemme, hvor mange pædagoger, de vil have ansat.

Ida Laursen Brock, Berlingske Nyhedsbureau Ida Laursen Brock, Berlingske Nyhedsbureau

Når skolereformen træder i kraft efter sommerferien, vil der være brug for færre pædagoger på landets SFOer, fordi børnene går længere tid i skole.
Men det er op til skolelederne at beslutte, hvor mange pædagoger, der skal flyttes fra SFOen til skolen, siger Anna Mee Allerslev (R), formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, KL.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at vi holder os for øje, at der kan være stor forskel fra skole til skole og fra kommune til kommune, hvor mange pædagoger, de har brug for. Man skal ikke detailstyre fra rådhuset og bestemme, hvad der skal ske på den enkelte skole,« siger hun.

Dermed svarer hun igen på den kritik, pædagogernes fagforening, BUPL, tirsdag sendte retning mod kommunerne. BUPL mener, at det er forkert, at kommunerne fyrer pædagoger fra landets SFOer og samtidig giver ansvaret for genansættelser på skolerne til skolelederne.

BUPL henviser blandt andet til, at undervisningsminister Christine Antorini (S) flere gange har givet udtryk for, at pædagogerne skal være en central del af den nye skolereform. Derfor giver det ikke mening, at 25 ud af 76 kommuner forventeligt skærer ned i det samlede antal af pædagoger, når reformen træder i kraft, mener BUPL.

Anna Mee Allerslev er personligt ikke i tvivl om, at pædagogernes kompetencer er vigtige i den nye skolereform. Men at kritisere kommunerne for at fyre pædagoger uden at sikre, at de bliver genansat, er ifølge Anne Mee Allerslev at sammenligne æbler og pærer.

»Som kommunalbestyrelse har vi et ansvar for kun at have de medarbejdere ansat, som der er brug for. Ellers bruger vi skatteborgernes penge forkert. Ansvaret for at implementere skolereformen ligger hos skolelederne, og det er deres ret og pligt at sørge for, at man har det rigtige personale. Det ville give dårlige skoler, hvis vi på rådhuset troede, at vi kunne detailstyre på den enkelte skole,« siger hun.

Anne Mee Allerslev understreger, at hun godt forstår, hvorfor BUPL råber op, hvis der er udsigt til færre pædagoger, men holder altså fast i vigtigheden af en lokal frihed, hvor skolelederne selv bestemmer, hvor mange pædagoger, der er behov for på de enkelte skoler.