Seneste nyt

Klapjagt på de dygtige

Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Da min morfar var ung, arbejdede han sig fra en tilværelse som fattig bondedreng til fabriksejer gennem hårdt arbejde, opfindsomhed, gode sociale færdigheder og fornemmelse for købmandskab. Han startede ud som smed og hamrede sko på hestene og endte med en fabrik med højteknologisk udstyr, der blandt andet leverede elementer til skibsindustrien. Da min morfar var ung, dengang i efterkrigsårene, fandt virksomhedsudvikling sted – på det helt principielle plan – nogenlunde som i dag: Ved at aflæse markedet, prøve sig frem og lære af sine erfaringer – hurtigt. Men til forskel fra nu var min morfars hverdag langt mindre præget af at skulle leve op til uendelige lister af krav fra myndighederne, der ikke havde noget med virksomhedens kerneprodukt eller værdiskabelse at gøre.

Vi kommer ikke tilbage til det Danmark, hvor min morfar og hans partner skabte deres virksomhed – og det skal vi heller ikke. Lovgivning, der sørger for, at virksomheder passer på naturen, og at regnskaber lægges tilgængeligt for alle og ikke bare figurerer på et stykke karduspapir, er til gavn for både virksomheder og samfund. Men at vi i dag har fået en tilvækst af regulering, der reelt ikke har nogen praktisk betydning – udover at mistænkeliggøre og besværliggøre hverdagen for de mennesker, der arbejder hårdt, tager personlige risici og skaber arbejdspladser for andre – er trist for alle, og det trækker Danmark hastigt nedad.

Vi har fået en kultur, hvor man kan skabe sig en politisk karriere ved at skælde ud på de mennesker, der skaber den velstand, vi alle lever af. Smålighed og misundelsesretorik er blevet dagens orden. Ikke bare for den yderste venstrefløj, men også langt ind i de ”ansvarlige regeringspartier” Socialdemokraterne og De Radikale. Resultatet er, at vi vil efterlade kommende generationer med mindre velstand og færre muligheder end dem, vi selv har nydt godt af. Det er tåbelighedens holdeplads.

Et godt eksempel er de skattelister, der skal give borgerne et overblik over, om virksomheder betaler selskabsskat i Danmark. Skattelisterne betyder intet i forhold til skattemyndighedernes skatteindkrævning, de vil ikke ændre på, hvordan virksomhederne indbetaler skat, OG de giver intet retvisende billede af, i hvor høj grad en virksomhed bidrager til samfundet – eksempelvis gennem punktafgifter og skatter betalt af medarbejderne.

Alligevel kan man læse på Dan Jørgensens (S) blog at: ”…med listerne er det nu også offentligt, at ikke alle virksomheder har ren samvittighed. Forleden viste en undersøgelse, at hele 110.000 virksomheder – eller hvad der svarer til to ud af tre virksomheder i Danmark – ikke betaler en krone i selskabsskat.” Og videre: ”Det er virksomheder, der bruger vores offentlige veje, nyder godt af danskernes høje uddannelsesniveau og ikke skal spekulere på udgifterne, hvis en medarbejder bliver syg, for det tager staten sig af. Men når det kommer til samle regningen op, er de altså ikke med.” Der er skruet godt op for snylterretorikken. Rationale er det derimod småt med.

Forleden kunne man ligeledes opleve den ellers fornuftige Nadeem Farooq (R) forsvare skattelisterne og argumentere for, at ”virksomhederne jo også skal bære et ansvar”. At skattelisterne ikke har nogen praktisk betydning i forhold til virksomhedernes ”ansvar”, forsvinder ud til venstre for den radikale skatteordførers øjesyn.

Det er ikke længere op til neo-marxisterne i Enhedslisten at bruge en argumentationsform, der mere end indikerer, at mennesker, der driver virksomhed, formentlig ikke har rent mel i posen. Når gartnerierne får skruet så højt op for afgifterne, at de reelt stirrer ned i en afvikling af erhvervet i Danmark, når danske landmænd pålægges en randzone uden skygge af bevis for, at en sådan vil virke efter hensigten, når banker udskældes i en grad, der gør det svært at afgøre, om det i fremtiden vil være muligt at drive en bank som en egentlig forretning, når virksomhederne bliver bedt om at ”tage ansvar” for flere praktikpladser, uagtet at det er dobbelt så dyrt at tage en elev ind i Danmark som i flere af vore nabolande, og når alle virksomheder i Danmark da også lige skal redegøre for, hvordan de vil få flere kvinder i bestyrelsen, uagtet at en sådan indsats næppe vil få nogen betydning for kvinders og mænds karrierevalg i praksis, er der tale om en kuldslået ligegyldighed overfor de driftige, de arbejdsomme og de dygtige.

I Frankrig har man netop indført en millionærskat, der tvinger alle, der tjener mere end en million euro om året, til at betale 75 % i skat. Skatten har fået mange driftige franskmænd til at forlade landet i protest, og skuespilleren Gerard Depardieu har afleveret sit pas med en bandbulle mod den socialdemokratiske regering.

Og i Danmark kan vi sagtens være med. Selvom den millionærskat, S og SF havde planlagt før valget, aldrig blev til noget, skorter det ikke på retorik og helt håndfaste tiltag, der stækker de dygtige. Regeringens nye innovationsstrategi, der blandt andet betyder nye muligheder for dygtige universitetsstuderende, trækker klædeligt – men meget lidt – i den modsatte retning. Man kan således filosofere over, hvorvidt det er lettere for regeringens medlemmer at identificere sig med den dygtige cand. scient. pol. på forreste række i auditoriet, end det er for dem at forstå griseproducenten, minkavleren, gartneren og frisøren.

Uagtet årsagen er der tale om en syg kultur, hvor de driftige hænges ud og mistænkeliggøres, og hvor politikere for længst er holdt op med at skamme sig, når de lægger nye hindringer i vejen for dem, der skal få skibet MS Danmark til at sejle.