Københavner- borgmester giver roadpricing grønt lys

Roadpricing er vejen frem, hvis regeringen vil undgå den massive trafik, som dagligt plager København og indfaldsvejene, mener byens teknik- og miljøborgmester.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Miljø- og teknikborgmester i København, Morten Kabell. Foto: Keld Navntoft

Hvis regeringen skal komme gader med tætpakkede biler og utålmodige, dyttende bilister i myldretiden til livs i hovedstaden, må den følge Produktivitetskommissionens anbefalinger og indføre roadpricing som et forsøg. Sådan lyder det fra Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (Ø).

»Køen af eksperter, der anbefaler roadpricing, er efterhånden lige så lang som bilkøerne på indfaldsvejene til København i myldretiden. Da regeringen droppede trængselsringen, lovede statsministeren København en god løsning. Nu må regeringen leve op til sine løfter, handle på de mange anbefalinger og indføre et storskalaforsøg med roadpricing,« siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

I takt med at Danmark er på vej ud af den økonomiske krise, sådan som både regeringen og flere økonomer har konstateret, kommer der flere biler på vejene. Og skal vi undgå, at det bliver et problem, må vi ifølge Morten Kabell have trafikken begrænset.

»København er hele Danmarks vækstmotor. Men vi er ved at sande til i biler og trængsel. Biltrafik og trængsel bliver kun værre, når væksten og beskæftigelsen stiger. Derfor har vi brug for effektive redskaber til at begrænse biltrafikken nu, hvis vi skal skabe plads til den nødvendige erhvervstrafik, der skal hjælpe med at trække dansk økonomi ud af slæbesporet og give beskæftigelsen et løft,« siger han.

Mens borgmesteren er enig i Produktivitetskommissionens anbefaling om at investere, hvor trængslen er størst, afviser han kommissions kritik af letbane og Metro.

»Hovedstadsområdet er hårdt ramt af trængsel. Vi investerer allerede massivt i bedre forhold for cyklisterne og bedre busforbindelser, som kommissionen efterlyser. Men hvis vi skal gøre den kollektive trafik tilstrækkelig attraktiv for pendlerne i en by som København, så er Metro og letbaner vejen frem, hvilket trængselskommissionens anbefalinger også pegede på,« siger Morten Kabell.