Kommentator kalder Vilhelmsens udtalelser »ren katastrofe«

Tidligere spindoktor Ralf Pittelkow kalder erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsens angreb på erhvervslivet for »en ren katastrofe« set ud fra en spindoktors synsvinkel.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau

Det er uheldigt og »ravruskende galt«, at erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i et interview med Kjerteminde Avis hævder, at det danske erhvervsliv modarbejder regeringens vækstpolitik.

Sådan lyder det fra Ralf Pittelkow, redaktør på Den Korte Avis og tidligere spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen (S).

- Set ud fra en spindoktorsynsvinkel er det jo en ren katastrofe. Hun siger noget, der skaber en masse ballade for regeringen, og hun lægger sig ud med det erhvervsliv, som hun netop skal have gode relationer til som erhvervsminister. Så det er en ordentlig smutter, siger han.

Ralf Pittelkow er overbevist om, at Annette Vilhelmsen med sine udtalelser har sagt sin helt ærlige mening, som »ikke er pakket ind i spindoktor-cellofan«. Erhvervs- og vækstministeren siger blandt andet i interviewet, at visse dele af erhvervslivet »aktivt modarbejder regeringens vækstpolitik« og »puster krisen kunstigt op«.

- Jeg tror, at hendes spindoktor tænker »satans også«. Så mon ikke de får sig en lille snak om, at man som minister selv i en lille lokalavis skal passe på med at svinge med den røde fane i en sådan grad, som Annette Vilhelmsen har gjort her? lyder det fra den tidligere spindoktor.

Især nu er regeringens forhold til erhvervslivet altafgørende med den jobskabelsespakke, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) annoncerede på sit tirsdagspressemøde, lyder det.

- Jeg tror, der går længe, før vi hører noget fra Annette Vilhelmsen igen, for regeringstoppen har højst sandsynligt bedt hende om at lægge sig fladt ned, og det har hun så gjort, siger Ralf Pittelkow og henviser til den pressemeddelelse, ministeren sendte ud onsdag aften, hvor hun understregede, at hun var uklar i sine udtalelser, og at regeringen har et godt samarbejde med erhvervslivet.

Politisk kommentator Peter Mogensen, der ligeledes er tidligere spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen, siger, at pressemeddelelsen tydeligt viser, at erhvervs- og vækstministerens spindoktor lynhurtigt har forsøgt at dreje fokus over på den faglige diskussion om regeringens vækstpolitik og væk fra ministerens uheldige retorik. Annette Vilhelmsen er i hans øjne ikke helt skolet som minister endnu.

- Som minister er man simpelthen nødt til at tage tingene alvorligt. Man kan ikke bare stille sig op på en ølkasse, ligesom når man er i opposition og råbe paroler ud. Det går ikke som minister, for så hænger man nede i saglighedens søl, og det er prisen for at bære de gyldne lænker, siger Peter Mogensen.

Selvom højrefløjen har kaldt både Annette Vilhelmsen og statsministeren i samråd, tror Peter Mogensen ikke, det får politiske konsekvenser.

- Sagen kan ikke bære, at man løber stormløb mod en ny minister af den art. De andre politikere skal nok sørge for, at hun får sine tæsk, men jeg tror ikke, man skal drage længere konsekvenser af det, for det her gør hun aldrig igen, siger han.