Kontanthjælpsreformen: Det ved vi

Når regeringen mandag fremlægger udspillet til en kontanthjælpsreform, vil der være strammere uddannelseskrav til unge og økonomiske pisk til samlevende danskere.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og økonomiminister Margrethe Vestager (R) i interview med Berlingske om de nye reformer om kontanthjælp og konkurrenceevne. Foto: Betina Garcia

Inden mandagen er omme, har regeringen har lagt sit forslag til en kontanthjælpsreform på bordet, men noget af reformindholdet er allerede sluppet ud.

Læs mere: Enhedslisten tordner mod regeringens uddannelseshjælp

Søndag kom det frem, at regeringen vil udvide den såkaldte ægtefælleforsørgelse, der betyder, at den ene del af et ægtepar kan miste retten til kontanthjælp, hvis den anden halvdel tjener mere end 30.000 kroner om måneden. Fremover skal ordningen også gælde samlevende par, lyder udmeldingen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

»De regler, der gælder for gifte i dag, kommer i fremtiden også til at gælde for papirløse kærestepar,« sagde hun til DR søndag aften.

Det forventes, at 8.000 danskere vil blive ramt af de nye regler, der skal spare statskassen 360 millioner kroner dermed finansiere en stor del af reformen.

Beskæftigelsesministeren vil bruge 250 af de millioner til undervisning af ufaglærte kontanthjælpsmodtagere under 30 år. De skal lære at læse, skrive og regne, hvis de basale færdigheder ikke allerede er på plads. Hvis kontanthjælpsmodtageren ikke har lyst til det, så bliver han eller hun trukket i kontanthjælp, skriver Avisen.dk.

Læs mere: Unge skal glemme alt om kontanthjælp

Ifølge Berlingskes oplysninger bliver der tale om, at arbejdsløse under 30 år, der er uddannelsesparate, får frataget kontanthjælpen for i stedet at blive tilbudt en ydelse på SU-niveau.

Regeringen skønner, at cirka en tredjedel af de ufaglærte kontanthjælpsmodtagere under 30 år er uddannelsesparate. Blandt dem er det de 25-29-årige uden forsørgerpligt, der rammes hårdest af reformen. De vil hver måned få 4.747 kroner mindre i ydelse før skat, end de får i dag.

Unge kontanthjælpsmodtagere med store sociale og eventuelle misbrugsproblemer, som ikke kan tage en uddannelse med det samme, får en ydelse af samme størrelse som i dag.

Læs mere: Hver tredje dansker: Kontanthjælpen er for høj

Politiken skriver, at 18-25-årige modtagere af den såkaldte ungeydelse får en mindre nedgang i indtægten, men i højere grad end tidligere vil få hjælp til at tage en uddannelse som et led i regeringens ambition, om at unge ledige skal i uddannelse eller job.

Ifølge Politikens oplysninger skal kontanthjælpsreformen give omkring en milliard kroner, som skal bruges til at finansiere en kommende konkurrenceevnepakke, der blandt andet indeholder en sænkning af selskabsskatten.

Derudover er det kommet frem, at kontanthjælpsmodtagere fremover skal arbejde for deres kontanthjælp i såkaldte nyttejob, hvor ledige for eksempel laver havearbejde mod at få udbetalt kontanthjælp. Det gælder også unge under 30 år.

Desuden vil regeringen afskaffe de tre matchgrupper, som kontanthjælpsmodtagerne i dag er inddelt i forhold til deres mulighed for at bestride et job.

Aktiv indsats over for de svageste samt korte forløb i offentlige løntilskudsjob er andre elementer.