Kulturen går glip af ubrugte feriepenge

Mange millioner ubrugte feriepenge ryger fra kulturelle formål og i statskassen i stedet. Kulturverdenen er kede af den mindre støtte.

Niels Brandt Petersen, Berlingske Nyhedsbureau Niels Brandt Petersen, Berlingske Nyhedsbureau

Beslutningen om at sende 240 millioner kroner i uhævede feriepenge over i statskassen i stedet for til Arbejdsmarkedets Feriefond betyder mindre støtte til kulturelle projekter.

Ifølge Jyllands-Posten er de mange millioner kroner tidligere blevet uddelt som støtte til sociale og kulturelle ferieprojekter gennem feriefonden, og ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er det særligt kulturtilbuddene, der skæres i.

Direktør for Fregatten Jylland Benno Blæsild advarer imod spareøvelsen.

»Havde Arbejdsmarkedets Feriefond ikke eksisteret, så havde Fregatten Jylland heller ikke været her i dag,« siger han til Jyllands-Posten.

I 2012 fik Fregatten Jylland næsten fire millioner kroner af de cirka 94 millioner støttekroner, som blev uddelt.

Johnny Skovengaard, medlem af Arbejdsmarkedets Feriefond, frygter, at besparelserne vil ramme ferieprojekter for udsatte grupper. De seneste år er feriefondes indtægter faldet, og derfor vil færre kroner betyde mindre støtte til ferieprojekter for svage grupper.

»Man tager fra svage grupper. Vi har forsøgt at give enlige mødre og fædre mulighed for ferieophold. Men det er klart: Hvis vi ingen penge har, så går det til sidst ud over de grupper,« siger Johnny Skovengaard.

Det er regeringen, der sammen med Venstre og de Konservative som led i finanslovaftalen for 2014 er blevet enige om at ændre, hvad de mange ubrugte feriepenge går til. Ifølge Jyllands-Posten bliver der i år trukket 240 millioner kroner over i statskassen, og de næste to år flyttes yderligere 80 millioner kroner over i statsbudgettet.

Arbejdsmarkedets Feriefond støtter ud over museer blandt andre ferieophold under AIDS-Fondet, Dansk Røde Kors, Mødehjælpen og Red Barnet.

Ændringen i formålet med de ubrugte feriepenge får støtte fra Venstre og Liberal Alliance, mens de Konservative og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gerne vil se på en modernisering af systemet for feriepengene.

Kulturen går glip af ubrugte feriepenge