LA stemmer imod næste års finanslov

Liberal Alliance går mod traditionen og stemmer nej til næste års finanslov, når den onsdag skal til endelig afstemning i Folketinget.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Liberal Alliances formand Anders Samuelsen (th) udtaler sig til pressen inden sættemødet i Finansministeriet onsdag morgen d.10. oktober 2012, til venstre ses LA's Ole Birk Olesen og Simon Emil Ammitzbøll (im). Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det bliver et nej fra Liberal Alliance.

Partiet kan ikke stemme ja til den finanslov, som regeringen har indgået sammen med Enhedslisten.

- Vi stemmer imod regeringens finanslov, fordi vi mener, den trækker dansk økonomi i en forkert retning. Det store problem i dansk økonomi er, at vi har en offentlig sektor, der fylder alt for meget, og det går ud over væksten i den private sektor, siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA).

Han peger på gode elementer i aftalen, men de er finansieret forkert, lyder det.

- Det er godt at afskaffe fedtafgiften og ikke at indføre den nye sukkerafgift, som man havde planlagt, men det er dårligt at finansiere det med, at man hæver bundskatten, og man sænker fradraget, siger han.

Tirsdag behandles næste års finanslovaftale for tredje gang i Folketinget, og onsdag ventes den vedtaget.

Bryder tradition

Der er tradition for, at oppositionspartierne stemmer for finanslovaftalen - når flertallet er sikret - selvom man ikke er helt enig, men den tradition giver Liberal Alliance ikke meget for.

- Vi går hver gang i folketingssalen og stemmer imod det, vi synes er dårligt og stemmer for det, vi synes er godt. Vi synes ikke, der er nogen undtagelse for finansloven. Den skal man stemme imod, hvis man synes, den er dårlig, siger Ole Birk Olesen, der ikke kan forstå, at Venstre vil lægge stemmer til aftalen.

- Jeg forstår ikke den gamle tradition om, at man absolut skal stemme for en finanslov, også selv om man synes, den er dårlig, men det er en tradition, som Venstre dyrker, og det må Venstre gøre. Vi starter vores egen tradition, siger Ole Birk Olesen.

Også sidste år stemte Liberal Alliance imod finansloven.

LA stemmer imod næste års finanslov