Læst og påskrevet! af Claes Kastholm

Claes Kastholm

En kort overgang, mens SFs Pia Olsen Dyhr var handelsminister og sin vane tro tog hele æren for danske firmaers årelange arbejde for fremstød i udlandet, anlagde hun sig et velplejet ydre med smukt frisørplejet hår, og det klædte hende. Nu er hun, som fritgående SFer og mulig formandskandidat, tilbage med vildt flagrende hår i den mangel på stil, der kendetegner mange danske kvinder i politik og medier og adskiller dem fra kvinder med offentlig fremtræden i alle andre lande – og danske mænd. I dag er de fleste mandlige danske politikere og faktisk alle mandlige TV-journalister ret velklædte og med håret omhyggeligt plejet, når de fremtræder offentligt. Det er en gammel og fin skik – ligesom elementær høflighed – at man skal se ordentlig ud og tale ordentligt, når man er gæst, eller når man træder frem for andre.

Denne skik blev sat på pause et par årtier i slipstrømmen af 1968-bevægelsen. For mennesker, der er opdraget i den gamle skole, har det ikke været nemt at begå sig i de senere årtier. Det ligger for eksempel dybt i mig, at man skal holde døren for kvinder og lade dem gå først. Det krævede derfor en hel del tid og træning at forstå, at man som mand så vidt muligt skulle skubbe kvinderne til side og mase sig først gennem døren, som man så helst skal smække i hovedet på dem. Alt andet ville være borgerligt og derfor pr. definition undertrykkende.

For ikke mere end tre uger siden stillede Pia Olsen Dyhr sig, nu som transportminister, op foran TV-kameraerne og forkyndte glædestrålende, at det store togforlig til 28,5 mia. kroner var i hus. Som man vil huske, var togfonden et hastværkspåfund, som de øvrige regeringspartnere ville trøste SF med, efter at planen om en betalingsring var blevet annulleret ligesom alle de øvrige valgløfter. Togfondens finansieringsbasis, skat fra nordsøolien, er mere end tvivlsom, og det var hovedårsagen til, at oppositionen – bortset fra Dansk Folkeparti – ikke ville være med i forliget.

Det kniber i øvrigt stadigvæk for mange, såvel på Christiansborg som i medier og blandt vælgerne, at indse, at de forudsætninger, som landets energipolitik baserer sig på, er ikke eksisterende i en verden, hvor der nu produceres skifergas i nærmest uendelige mængder, og hvor teknologien på kernekraftområdet er i voldsom udvikling. Den danske energipolitik med dens enøjede og ekstremistiske satsning på vindmøller bygger på en statisk forståelse af udviklingen, og det er netop denne statiske gammeldagshed, der er SFs kendetegn. Det er en sejlivet illusion, der hører hjemme i 1970erne, at den ustabile vindkraft, der brugt som supplement kan være udmærket, men bliver til en katastrofe, når den skal dominere energiproduktionen, repræsenterer noget særligt progressivt.

En af Pia Olsen Dyhrs sidste gerninger som transportminister var at sige med de sædvanlige store bogstaver, at togaftalens planer om at investere 28,5 mia. kroner ligger fast, uanset om skatteindtægterne fra Nordsøen svigter – hvad de temmelig sikkert gør: Ingen eksperter tror på regeringens kalkule. Hun udtalte ifølge Politiken: »Skulle der ske et eller andet, garanterer regeringen at finde pengene et andet sted.«

Nu er Pia Olsen Dyhr allerede historie ligesom den regering, hun sad i, og Pia Olsen Dyhr bliver aldrig minister igen, medmindre hun gør som Astrid Krag og Ole Sohn: Smutter over til Socialdemokraterne, og det gør hun næppe. Et ministertalent går tabt. Men hendes garanti holdt altså i tre uger. Nogle kvinder mener, som Dyhr åbenbart gør, at langt uplejet hår, gerne lidt fedtet, er vældig sexet. Det kan ikke udelukkes, at en og anden langturschauffør også synes det og har magasinfotos af den art klæbet op i førerhuset. Men hvad, der er helt sikkert, er, at denne stil, dvs. mangel på stil, passer godt til SF, hvis opgave bliver, som den har været i de mange år, inden Villy Søvndal fik nykker og ville være minister, at være samlingspunkt for den del af danskheden, der ville vække undren og latter, hvis den forsøgte at gøre sig gældende i udlandet, men med sin mangel på stil, sine striktrøjer, udtrådte sko og små rygsække er udtryk for et vist selvhævdende almue-element i den danske folkesjæl.

Et element eller DNA, som vi især finder på landets lærerværelser og lignende steder, hvor man lever godt og trygt af en stor offentlig sektor og har den opfattelse, at stilløshedens og lighedens tyranni er den sande form for frihed og fremskridt. Forskellen på SF og Enhedslisten fremgår af forskellen på Pia Olsen Dyhr og de smarte, stilsikre kvinder i Enhedslisten. Og SF skal nok klare sig. For det første er der, som den kloge gamle SFer Aage Frandsen har påpeget, andre måder at have politisk indflydelse på end ved at sidde i regering. For det andet vil en del af dem, der på deres flugt fra Margrethe Vestager-Bjarne Corydon-regeringen har søgt midlertidigt ly i Enhedslisten, efterhånden vende tilbage til trygheden i SF, hvor de kan mødes i det hjertevarmende evangelium: Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Kommentarer

Fedtet hår, togfond, skifergas og frisørregninger?

Jo, jo, det er læst og påskrevet og egentligt er det unødvendigt at kommenterer et sådanne indslag for i min verden, er den eneste, der står tilbage læst og påskrevet Claes Kastholm egen åbenbart meget lille person. Jeg ved ikke helt om man skal grine eller græde over, at ikke mere at få lov at holde døren (en evne, som jeg har hørt også mange kvinder behersker) åbenbart er så dybt traumatisk, at det skal nævnes sammen med togfonde, skifergas og Pia Olsen-Dyhrs åbenbart fedtet hår. SUK

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden