Lars Løkke mister sin nærmeste rådgiver

Spindoktor Mikael Børsting har valgt at forlade Venstre og Løkke til fordel for et job i et kommunikationsbureau.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Tidligere pressechef i Venstre og nu forhenværende særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, Mikael Børsting, har fået nyt job. Foto: Kasper Palsnov

Særlig rådgiver for oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V), Mikael Børsting, har fået nyt job og forlader dermed Christiansborg, Venstre og Løkke.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det blev til fire år i Venstre, hovedsageligt som spindoktor for formanden, for Børsting, som nu skal være public affairs direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

»Det har været en fornøjelse at arbejde tæt sammen med Lars Løkke Rasmussen og resten af Venstres ledelse og ansatte. Fra top til bund er Venstre Danmarks mest professionelle parti,« siger Mikael Børsting i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Selv efter ti år ved magten fik Venstre fremgang ved det seneste folketingsvalg, og sidenhen har partiet udbygget positionen som Danmarks største parti. Det er en imponerende bedrift, som skyldes professionalisme, benhårdt arbejde, godt lederskab og en solid politisk fortælling. Det er jeg stolt over at have været en del af.«

Læs mere: Venstre-pressechef bliver Løkkes nye spindoktor

Børsting entrerede på borgen i 2010, hvor han blev politisk reporter på Politiken. Herefter blev han både ansat i statsministeriet og hos Venstre som Løkkes rådgiver.

»Mikael er dygtig og dedikeret med en stærk politisk analyse. Jeg vil gerne sige tak til Mikael for et godt og tæt samarbejde, som jeg har sat meget stor pris på. Jeg ønsker Mikael held og lykke med sit nye arbejde,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Børsting begynder hos Geelmuyden Kiese 1. marts, og Venstre vil hurtigst muligt går ud med, hvordan partiet skal køre videre uden spindoktoren.