Lars Seier revser blogger for »Brøleabe«-indlæg

Bloggeren Johnny Larsen har i et indlæg på Avisen.dk langet ud efter Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Nu kommer Saxobank-direktør Lars Seier Christensen den liberale folketingspolitiker til undsætning.

Joachim B. Olsen. Foto: Nils Meilvang

Liberal Alliances Joachim B. Olsen (LA) fik i sidste uge en række hårde ord med på vejen af bloggeren Johnny Larsen i et indlæg på Avisen.dk, og det har fået Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen på banen.

Johnny Larsen langer i et åbent brev ud efter den liberale folketingspolitiker, som efter hans opfattelse ikke har livserfaring nok til at fremlægge sine meninger om samfundets svageste. Hans retorik er hård, og det er Lars Seier Christensens også.

»Tænk engang, at det er niveauet for dansk debat. Mere end 100.000 danskere har læst denne ynkelige persons indlæg om JBO (Joachim B. Olsen, red.), og at dømme efter kommentarerne på Avisen.dk synes mange, at han er vidunderlig,« skriver Saxo Bank-direktøren på sin Facebook-profil i dag.

Han henviser efterfølgende til en TV-debat mellem de to implicerede parter på TV 2 News, hvor Johnny Larsen og Joachim B. Olsen skyder med skarpt mod hinandens forudsætninger for at mene, som de gør.

»I denne TV-debat fremstilles han (Johnny Larsen, red.) så som en ligeværdig modstander »man skal lære af« af en temmelig partisk studievært, selvom han bare råber smædeord af JBO. At nogen kan tage den tosse alvorligt viser, hvor svært det bliver nogensinde at få styr på Danmark,« lyder det fra Lars Seier Christensen, der afslutningsvis kalder Johnny Larsen for en »usympatisk stodder«.

Johnny Larsen er uddannet journalist, og hans indlæg er, som Saxobank-direktøren skriver, blevet læst over 100.000 gange. Bloggeren skriver blandt andet:

»Når du så ikke gider sidde og spille spil længere, så kan du gå ud og finde dig et job, og når du så har noget livserfaring, skal du være velkommen til at komme med dine meninger igen.«

Efter Johnny Larsens opfattelse har Joachim B. Olsen aldrig haft et rigtigt job, da han er gået direkte fra en karriere som kuglestøder til en karriere som politiker.

»I modsætning til dig har jeg arbejdet, fra jeg var fem år. Jeg mener: Gået hen på et job, knoklet og slæbt og ødelagt lunger, hørelse, ryg og hænder for at få en ugeløn hjem. Samtidig betalte jeg skat. Jeg betalte, som så mange andre uden ejendom og revisor, bare fuld skat,« lyder det fra bloggeren.

Se debatten mellem Johnny Larsen og Joachim B. Olsen på TV 2 News i de to klip nedenfor: