Lars Seier: Samuelsen fremragende leder

Saxobank-direktør Lars Seier Christensen tror på Anders Samuelsen som partileder og mandater til Liberal Alliance ved næste valg.

Anders Samuelsen bliver en fremragende partileder. Sådan lyder meldingen fra Saxo-bankstifter Lars Seier Christensen, der samtidig beklager Naser Khaders exit fra Liberal Alliance.

- Siden min forretningspartner, Kim Fournais, og jeg mødte Naser Khader første gang, har vi beundret Nasers integritet og hans uforfærdede kamp for vestlige værdier. Da Kim og jeg senere valgte at støtte det dengang nystiftede parti, var det både på grund af Anders Samuelsen og Naser, at vi gjorde det. Derfor beklager jeg, at Naser forlader partiet, men jeg er sikker på, at Anders Samuelsen bliver en fremragende partileder, hvis han vælges, og partiet har min fulde opbakning, siger Lars Seier Christensen.

Selv har Lars Seier Christensen ikke mødt andet end begejstring, siden han selv meldte mig ind, understreger han.

- Og jeg tror, begejstringen vil udmønte sig i mandater ved næste valg. Danmark har brug for et parti, der tror på det enkelte menneske og ønsker at sætte en ny visionær dagsorden for landet, siger Lars Seier Christensen i en pressemeddelelse, som han ikke ønsker at uddybe.

/ritzau/

Lars Seier: Samuelsen fremragende leder