Lidegaard: »Det er ved at komme ud af kontrol for os«

Det er ved at være oppe over, hvis verdens lande skal nå målet om en maksimal temperaturstigning på to grader. Det siger klima- og energiministeren forud for klimatopmødet i Doha.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau

Verdens klimaledere får travlt de kommende to uger. Mandag begynder COP18-klimatopmødet i Qatars hovedstad, Doha, og der er »rigtig mange ting, der gerne skulle nås i år«, fastslår klima- og energiminister, Martin Lidegaard (R).

- Det vigtigste er at få aftalt, hvordan vi kan nedbringe drivhusgasserne på den kort bane frem mod 2020. Vi har direkte kurs mod - ikke to - men fire graders opvarmning i dette århundrede, og det betyder, at det er ved at komme ud af kontrol for os, siger ministeren.

Martin Lidegaard sender først sine embedsmænd afsted til Doha, og så kommer han selv, når »knasterne overlades til ministrene«, som han udtrykker det.

- Den rolle, som Danmark og jeg kan spille, er dels at sikre, at dialogen og samarbejdet med de fattigste ulande og østaterne - som er dem, EU er mest enige med - fortsætter, så vi sammen kan lægge et maksimalt pres på de andre lande, siger Lidegaard.

Udgangspunktet for COP18-forhandlingerne er resultaterne fra det seneste klimatopmøde i Durban i Sydafrika. Her gav EU blandt andet tilsagn om, at unionen er klar til at forpligte sig i en ny periode under Kyotoprotokollen, som udløber ved årets udgang.

Desuden skal verdens lande blive enige om en køreplan for den klimaaftale, der skal være klar i 2015 og som fra 2020 skal omfatte alle lande.

- Jeg vil ikke stikke hverken den danske befolkning eller mig selv blår i øjnene og sige, at vi kommer hjem om 14 dage med en færdig aftale, der løser problemet, for det skal man være mere end almindeligt optimistisk for at tro. Men jeg håber, at vi kan få lagt en god køreplan for, hvad der skal ske på den anden side af 2020, siger Martin Lidegaard, der erkender, at det bliver en hård kamp at få de store lande med på ambitiøse klimamål.

- Især de store lande har svært ved at binde sig, fordi de simpelthen ikke har politisk mandat derhjemme. Det er lande som USA og Kina, og da de står for over halvdelen af udledningen af drivhusgasser, så skal vi godt nok lægge os i selen. Men jeg har ikke opgivet på forhånd, og der vil blive kæmpet fra dør til dør, siger han og understreger vigtigheden af at opnå resultater i Doha.

- For hvert år, der går, hvor det går den forkerte vej, bliver det både sværere og dyrere at nå vores mål på længere sigt. Og derfor er det virkelig oppe over, hvis vi skal kunne nå vores to graders målsætning, siger Martin Lidegaard.