LO har en plan om 24.000 nye job

I løbet af de kommende to år skal der skabes mellem 15.000 og 24.000 nye arbejdspladser herhjemme. Det skal blandt andet ske ved at løsne båndet på kommunerne.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
Harald Børsting er formand for LO Foto: Mads Nissen

Der er brug for initiativer, der kan sætte gang i væksten i Danmark. For med vækst kommer nye arbejdsplader, og ifølge fagforeningernes organisation, LO, kan der i løbet af de kommende to år skabes helt op til 24.000 arbejdspladser herhjemme.

Derfor har LO tirsdag præsenteret en ny jobpakke, der ifølge LOs egen vurdering vil skabe 15.000-24.000 arbejdspladser i 2013 og 2014.

Jobpakken fra LO kommer i kølvandet på udmeldingen fra regeringen, der i sidste lagde op til, at den er på vej med en ny jobpakke.

- Jeg er meget tilfreds med, at regeringen kommer med en jobskabelsespakke. Det er nødvendigt, at regeringen iværksætter nogle initiativer, der skaber arbejdspladser her og nu. Derfor kommer vi med vores bud på en jobpakke nu, forklarer LO-formand Harald Børsting i en pressemeddelelse.

- Det er nødvendigt med en ekstraordinær indsats, da beskæftigelsen desværre står i stampe i den private sektor samtidig med, at 10.000 offentlige ansatte mistede deres job alene i 2012, fortsætter han.

LOs jobpakke indeholder en række konkrete initiativer, der skal sætte gang i væksten. I pakken lyder det blandt andet, »kommunerne skal kunne anvende de midler, de allerede har budgetteret med, uden at risikere at blive økonomisk straffet«. Desuden skal bygninger energirenoveres, kampen mod social dumping skal intensiveres, og så skal medarbejdere opkvalificeres.

- Manglen på vækst og job skyldes først og fremmest, at vi ikke bruger nok penge. Det er helt afgørende, at vi igen øger den hjemlige efterspørgsel, så vi kan få skabt nogle flere arbejdspladser, forklarer Børsting, der slår fast, at initiativerne skal foregå inden for det økonomiske råderum fastsat af EU.