LO: Hjort erklærer danskerne krig

Efter en uges tavshed melder LO-formand Harald Børsting sig i debatten om niveauet for løn og skat. Venstres plan vil betyde et farvel til velfærdsstaten, som vi kender den, siger han.

Harald Børsting, Formand for LO Foto: Mads Nissen

Venstres Claus Hjort Frederiksen erklærer krig mod sygeplejersken, smeden og slagterimedarbejderen, når han ønsker skatten ned på svensk niveau og lønningerne i retning af de tyske. Sådan lyder det fra LO-formand Harald Børsting.

Efter en uges tavshed fra Danmarks største lønmodtagerorganisation går Harald Børsting nu til angreb på Venstre forud for partiets landsmøde i Herning i weekenden. Han mener, at Venstremeldingen er opskriften på et »stagnationssamfund« og et angreb på lav- og mellem-indkomstfamilier.

»Det er at betragte som en krigserklæring mod ganske almindelige lønmodtagere,« siger Harald Børsting.

Hans vurdering er, at hvis skatteniveauet skal ned på svensk niveau, så vil den offentlige sektor ikke længere kunne levere de velfærdsydelser, som vi kender i dag, og det vil gå ud over alt fra børnepasning til ældrepleje.

Børsting håber på en reaktion fra vælgerne

»Diagnosen er helt gal. Claus Hjorts analyse bygger på to ting: Den ene er, at den offentlige sektor er for stor og for dyr, og så er lønningerne for høje i det private som følge deraf. Men det er de forkerte ting, der er fokus på i den analyse. Det, der er brug for, er, at danskerne får lidt tillid og begynder at bruge nogle penge igen,« siger Harald Børsting.

Læs mere: Venstre vil sænke danskernes lønniveau

Han mener, at Venstres stræben efter det svenske skattetryk er urimelig, da forudsætningerne før og under krisen har været vidt forskellige i Danmark og Sverige.

Ifølge LO-formanden burde hovedfokusset i stedet ligge på at øge produktiviteten og effektiviteten. Dermed lægger Børsting sig på linje med overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der i gårsdagens Berlingske konkluderede, at lønstigningerne fra 2009 og frem til i dag har været med mådehold, og at Danmark på den baggrund allerede har genvundet noget af den tabte konkurrenceevne.

Børsting mener samtidig, at Venstre kan risikere at miste dele af sine LO-vælgere på baggrund af Hjorts melding.

»Danske lønmodtagere kan godt se, at vi i den velfærdsmodel, vi har valgt, har taget store fælles byrder, og det kan danskerne godt lide. Med de signaler, der nu kommer fra Venstre, der kan danskerne godt se, at det vil betyde en anden samfundsmodel,« siger han.

Hvem er mest borgerlig?

De nye toner fra Venstres top får samtidig LO-formanden til at konstatere, at Venstre ikke kan betragtes som et »moderne arbejderparti«, som Lars Løkke Rasmussen udtalte under sidste års valgkamp.

»Det, synes jeg slet ikke flugter. Jeg tror og håber, at en så ideologisk tilgang vil få nogle ganske almindelige lønmodtagere til at spærre øjnene op og tænke, om det nu også er her, at vi skal finde løsningerne på samfundets problemer i fremtiden,« siger Børsting.

Ifølge lektor og valgforsker ved Aarhus Universitet, Rune Stubager, er det en farlig vej, som Venstre bevæger sig ud på, da partiet risikerer at støde nogle af de nytilkomne vælgere fra sig igen ved at slå ind på en markant liberal linje.

»Det, vi kan se lige nu, er, at Venstre lukrerer på, at regeringen faktisk fører borgerlig politik på en række områder. Hvis de markerer sig endnu hårdere i en borgerlig retning, så risikerer de at skubbe nogle af vælgerne ud over kanten så at sige. Der kan komme et punkt, hvor nogle af de vælgere, de har samlet op, kommer til konklusionen, at så var det alligevel et ultraliberalt parti, som er ude på at skære ned på velfærdsstaten,« siger Rune Stubager.

Krigserklæringen er »nødvendig«

Michael Baggesen Klitgaard, professor ved institut for statskundskab ved Syddansk Universitet, tror dog ikke, at hverken Claus Hjorts eller Harald Børstings udmeldinger på nuværende tidspunkt betyder ret meget for de vælgere, som Venstre har overtaget fra især Socialdemokraterne.

»Nogle af de her rationelle politiske diskussioner er lettere løsrevet fra det, som valgene generelt bliver afgjort på. Harald Børsting er nødt til at gå ud og kalde det for en krigserklæring, for den dag han står i en forhandlingssituation, der er han jo nødt til at varetage sine interesser, « siger professoren.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, bakker som udgangspunkt op om Harald Børsting, når det gælder den danske produktivitet, men Danmark risikerer at blive sat af, hvis ikke også konkurrenceevnen er et fokuspunkt, mener hun.

»Vi kommer ikke udenom, at skat og omkostningsniveau også spiller en rolle. Det, Claus Hjort har konstateret, er, at den danske konkurrenceevne bliver presset af vores to tætteste nabolande. Så det handler egentlig bare om at forholde sig til, at vi lever i en global verden og ikke i en osteklokke. Det, synes jeg, er ærgerligt, at Harald Børsting ikke vil forholde sig til, for det er jo blandt andet hans medlemmer, der mister deres job, og har mistet deres job under krisen,« siger Ellen Trane Nørby.

Men er det her så linjen for et moderne arbejderparti i Danmark?

»At skabe arbejdspladser i Danmark? Vi ønsker at sikre, at de mange mennesker, der har stillet sig op i arbejdsløshedskøen, kan få et arbejde i Danmark. Man kan jo kalde det hvad man vil, men for mig handler det om at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark,« siger Ellen Trane Nørby.