Løkke står fast på skattelettelser trods Detektor-kritik

Ifølge flere økonomer i DR-programmet Detektor er Venstres krav om skattelettelser for 13 milliarder kroner baseret på en regnefejl.

Venstres Lars Løkke Rasmussen. Foto: Keld Navntoft

Venstre bruger pengene to gange, når partiet ræsonnerer, at 2020-planens overskud på 13 milliarder kroner skal bruges til at lette skattetrykket. Det siger flere økonomer til programmet Detektor på DR P1.

2020-planen dikterer en vækst på 0,8 procent i det offentlige forbrug, noget der koster ni milliarder kroner. Tilbage er så 13 milliarder, og de skal ifølge Venstre tilbage i borgernes lommer.

Den offentlige vækst på 0,8 procent kræver imidlertid, at fem milliarder kroner, som regeringen vil hente ved moderniseringer, bliver brugt andre steder i det offentliges budget. Ellers falder væksten, påpeger Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

- Man kan ikke inden for planens rammer bruge de fem milliarder på skattelettelser og stadig opretholde en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Det er en matematisk umulighed, siger han til Detektor.

Læs mere: Venstre: Skattelettelser for 13 milliarder

Alligevel fastholder V-formand Lars Løkke Rasmussen kravet om, at alle 13 milliarder kroner skal bruges til skattelettelser.

- Vi er enige med regeringen i en vækst på 0,8 procent. Det koster ni milliarder. Finansministeriet har så i dag nedsat det til otte milliarder. Oven på det har regeringen så en stribe forslag til, hvordan man kan finde ekstra penge på besparelser. Det summer op i ni plus 13, altså 22 milliarder. Jeg siger, at de 13 milliarder, der som udgangspunkt ikke skal bruges på offentligt forbrug, dem kunne vi returnere til danskerne, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Læs mere: S: Løkkes lettelser er urealistiske

For regeringens vedkommende er der allerede lagt planer for de 13 milliarder. Otte af dem skal eksempelvis bruges til uddannelse og grøn omstilling.

BNB