Seneste nyt

Luk ikke øjnene for klimaudfordringerne

Benedikte Kiær (K) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Merete Riisager fra LA leverer den 2. januar en udmærket blog på berlingske.dk, hvor hun giver lederen i Politiken det glatte lag. Men kæden hopper af, når Riisager kommer ind på klimaudfordringerne, som hun åbenbart ikke finder så alvorlige. Riisager skriver:

”Klodens klimaproblemer synes kun at blive forværret”, skriver lederen endvidere. Det må der siges at herske en vis uenighed om. Lytter man til de diskussioner, der foregår blandt klimaforskere, er der derimod meget, der tyder på, at det ikke står så slemt til, som tidligere antaget. Globalt er temperaturerne ikke steget i 16 år, og den næste IPCC-rapport vil efter forlydender fra forskningsverdenen indeholde en nedjustering af forventningerne til den globale opvarmning og de negative effekter af disse. Udfordringerne er der, men det faglige belæg for at lade undergangstrommerne lyde er ikke til stede.”

Det er en fornægtelse at tro, at vi ikke står over for store udfordringer. Jeg er vokset op med ord som drivhuseffekt og ozonlag. Og jeg husker stadig billederne af, hvad syreregnen gjorde ved de svenske søer og skove. I min ungdom blev det klart for enhver, at det på ingen måde er ligegyldigt, hvad vi udleder. Derfor er det naivt, når Riisager giver udtryk for, at vi bare skal tage det meget mere roligt nu, når temperaturen (siden 1998) globalt set ikke er steget som forventet. Men hvad så med temperaturstigningerne de mange årtier før? Og det kunne jo også være, at solens lave aktivitet siden 2007 kan være årsag til, at de forventede temperatur-stigninger pga. CO2 indtil videre er udeblevet. Men i 2011 var meldingen, at solaktiviteten er steget igen. Så pausen i temperaturstigningen kan meget vel være ovre nu.

Uanset hvad, så er temperaturen steget siden industrialiseringen tog fart, og rundt om i verden mærker man konsekvenserne. Spørg f.eks. grønlænderne. For få år siden så jeg, hvor stort indhak den globale opvarmning har gjort i indlandsisen. På en tjenesterejse i Østgrønland var det skræmmende at opleve, hvor meget gletsjerfronter visse steder trækker sig tilbage år efter år. F.eks. har den Unesco-fredede isfjord ved Ilulissat trukket sig næsten 10 km tilbage i løbet af 2001-2004. Om der smelter mere is, end der dannes på ny, er det spørgsmål videnskaben koncentrerer sig om at besvare nu. De seneste undersøgelser og studier viser, at Grønland rent faktisk mister mere indlandsis, end der dannes på ny.

Samtidig kan vi de kommende år forvente, at energibehovet fortsat vil stige. Vi bliver flere og flere mennesker på denne jord. Og flere tidligere udviklingslande begynder at buldre frem. Her kan vi ikke forvente, at de stopper op. Det betyder, at behovet for energi vil stige markant årene frem. IEA (The International Energy Agency) vurderer, at frem mod 2035 vil energibehovet vokse med en tredjedel. Især transportsektoren og de store ulandsøkonomier sluger mere energi. Det er fortsat Kina, Indien og mellemøsten der står for den stigende efterspørgsel. Tilsammen står de for 60 procent af stigningen, hvor især Kina og Indien efterspørger masser af kul.

Så udfordringerne står i kø medmindre vi kan få nedbragt forbruget af fossile brændsler væsentligt. For det store problem med afbrænding af kul, olie og naturgas er, at der frigives store mængder kulstof (i form af CO2), som har været ”gemt” i millioner af år. Det kan godt være, at det ikke bekymre Riisager. Men det bekymrer mig, da det forrykker CO2-blancen, da der bliver udledt mere CO2, end der kan optages – og større udledning spæder til drivhuseffekten. Problemet bliver større de kommende år, hvis der ikke sker skift til vedvarende energi. For det andet er der ikke uanede ressourcer – på et tidspunkt løber kilderne for de fossile brændsler tør. Derfor er der også god fornuft i at udvikle vedvarende energikilder, hvis vi vil fremtidig vækst. For det tredje synes jeg nu, at det generelt er en god ide, at vi bliver langt mindre afhængige af olie fra de mere usikre stater og gassen fra Putin. Derfor Riisager, kan vi ikke bare læne os tilbage.

Det kan godt være, at klimaudfordringerne i disse år lever i skyggen af nutidens økonomiske udfordringer. Men vi bør som politikere kunne rumme flere udfordringer. Jeg vil her til sidst i denne blog fremhæve den tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher og hendes ord under afslutningen af WMO's anden World Climate Conference i Genova, 6. november 1990:

"Faren ved global opvarmning er endnu usynlig, men den er reel nok til, at vi kan iværksætte ændringer og gøre ofre, så vi ikke lever på bekostning af fremtidige generationer."