Lykketoft: Løkke er en »lille svindler« og Thornings regering var »talent- og profilløs« | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Lykketoft: Løkke er en »lille svindler« og Thornings regering var »talent- og profilløs«

I en tale i anledning af sin fødselsdag kaldte formanden for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, statsminister Lars Løkke Rasmussen for »en lille svindler« og Thorning-regeringen for »talent- og profilløs«. Lykketofts opførsel kaldes »grotesk« og »uværdig«, og han beklager nu sit »følelsesudbrud«.

Mogens Lykketoft fotograferet på sit kontor i FNs hovedkvarter i New York. Foto: ANDREW GOMBERT

Thorning-regeringen var »talent- og profilløs«. Lars Løkke Rasmussen (V) er en »lille svindler«, og hans regering fører en »dybt utiltalende politik«, ligesom den i øvrigt udgøres af nogle »dybt usympatiske personer på nøgleposter«.

De helt usædvanligt hårde ord stammer fra Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, som er formand for FN’s generalforsamling og tidligere formand for Folketinget. I anledning af, at Lykketoft fyldte 70 år, havde han inviteret en række personer, herunder politiske kollegaer, til en fødselsdagsreception, som blev afholdt den 9. januar i det såkaldte samtaleværelse på Christiansborg.

Som indledning på arrangementet holdt Lykketoft en kort tale, som han efterfølgende – den 14. januar - sendte rundt i et skriftligt eksemplar til sine gæster på e-mail.

»Der har fra flere sider været efterspørgsel efter min lille indledende tale i Samtaleværelset. Den fremsendes hermed,« skriver Lykketoft i mailen, som Berlingske er i besiddelse af.

Læs mere: DOKUMENTATION: Læs hele Mogens Lykketofts tale her

Mailen er sendt til over 50 personer, blandt andre S-formand Mette Frederiksen, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), nationalbankdirektør Lars Rohde, tidligere justits- og finansminister Pia Gjellerup (S) og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V).

Fladpandet populistisk regering

I den vedhæftede tale starter Lykketoft med at gøre gældende, at han igennem sine snart 35 år i politik sammen med de fremmødte har kæmpet for en »fredelig og retfærdig verden«.

Efterfølgende fortæller han om, hvordan under sin tid som formand for FN’s generalforsamling har mødt en verden, der bl.a. »bedre end før forstår den påtrængende nødvendighed af at bekæmpe den monumentale ulighed i de enkelte lande og landene imellem«.

Læs mere: Lykketoft: Det er umuligt at returnere flygtninge

Og derefter kommer Lykketoft så til det punkt i talen, hvor han i hårde vendinger kritiserer både politiske venner og fjender.

Først kalder han det for en »smertelig oplevelse«, at Danmark »netop nu har en regering og et folketingsflertal, der prioriterer ligegyldige, små fedtede skattelettelser til vælgere, de anser for dumme og egoistiske«, ligesom Lykketoft kritiserer nedskæringer på udviklingsbistand og klimaindsats.

»Det er den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid. Med en dybt utiltalende politik og nogle dybt usympatiske personer på nøgleposter,« fortsætter Lykketoft, inden han kritiserer sine egne partifællers indsats i regering før folketingsvalget i juni sidste år:

»Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister,« står der i Lykketofts tale, som slutter med bemærkningen:

»Men det vil vi ikke lade os slå ud af i aften«.

»Helt uacceptabelt«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, som Lykketoft kalder for en »lille svindler«, men overfor Berlingske kalder Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, Lykketofts optræden for »helt uacceptabel«.

»Når man ser det ordvalg og den måde, han beskriver en demokratisk valgt regering og statsminister, så er jeg chokeret. Simpelthen chokeret. Det er det værste, jeg nogensinde har set i de år, jeg har været i landspolitik,« siger Aastrup, som dog fortsat støtter, at Lykketoft er formand for FN’s generalforsamling.

»Vi bakker selvfølgelig op, for andet kan vi jo ikke gøre. Men jeg synes da, det er helt ekstremt, at han tilsviner dem, der har støttet ham i hans kandidatur, på den her helt ekstraordinært latrinære måde,« siger Aastrup.

Læs mere: Lykketoft til EU: Tag flere flygtninge og giv flere penge

Hverken S-formand Mette Frederiksen eller tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har ønsket at kommentere Lykketofts angreb. Men Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, afviser kritikken af den S-ledede regering som »talent- og profilløs«:

»Jeg mener, at SR-regeringen lavede et stort stykke arbejde for at få Danmark ud af krisen, og at vi bestemt kan være den indsats bekendt. Derfor kan jeg slet ikke genkende den beskrivelse, som Lykketoft kommer med,« siger Wammen, som heller ikke bryder sig om kritikken i talen af den nuværende regering.

»Det er ikke et ordvalg, jeg anvender. Men de formuleringer og den kritik må Mogens Lykketoft selv stå på mål for,« siger Wammen.

Også LA-formand, Anders Samuelsen, tager kraftigt afstand fra Lykketoft:

»Det er uværdigt. Bare fordi, man er politiske uenige, behøver man ikke tale sådan om hinanden. Det er simpelthen under niveau og siger jo mere om Mogens Lykketoft end om dem, han prøver at stemple,« lyder det.

Lykketoft beklager

Efter at Berlingske mandag kom i besiddelse af mailen og den vedhæftede tale, har redaktionen sendt flere spørgsmål på mail til Mogens Lykketoft. Her er formanden for FN’s generalforsamling blandt andet blevet bedt om en uddybning af sin kritik af den nuværende såvel som den tidligere regering.

Dette ønskede Lykketoft mandag formiddag ikke at kommentere. I stedet skrev han:

»Jeg synes, det er helt uacceptabelt, hvis en af mine gæster har refereret noget fra en helt privat fest, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at deltage i en offentlig debat herom lige så lidt som om, hvad politiske modstandere i tidens løb måtte have sagt privat om mig«.

Læs mere: Lykketoft holdt brandtale på S-kongres

Mandag aften valgte Mogens Lykketoft at beklage sine udtalelser.

»Jeg beklager et følelsesudbrud, men også at en gæst åbenbart har viderebragt noget, der bidrager til absolut utilsigtet offentlig debat. Jeg var af den sikre overbevisning, at alle til stede var så meget mine venner, at de vidste dette,« skriver han og fortsætter:

»Jeg har ofte i mit politiske liv været præsenteret for, hvad andre angiveligt skulle have sagt privat om mig og har aldrig reageret herpå. Det private bør forblive privat og ikke udlægges og kommenteres ude af kontekst i det offentlige rum«.

Læs mere: Citatportræt: »Nu må I kraftedeme stoppe, ikke?«

Tophistorier Gå til forsiden