Må vi godt være fri?

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

To bioanalytikere på Hvidovre Hospital står muligvis til fyring, fordi de kræver at få lov til at gå med kittel med lange ærmer. Kravet er opstået efter vejledning fra de to bioanalytikeres imam, og de to kvinder står så hårdt på deres krav, at en fyring kan komme på tale. Herefter opstår en faglig debat om kitlers ærmelængde set i forhold til de hygiejnekrav, man med rette kan forlange af ansatte på et hospital. Men hvorfor er det overhovedet den offentlige, verdslige institution, der skal retfærdiggøre sin praksis overfor de religiøse særkrav i stedet for de to kvinder, der skal retfærdiggøre rimeligheden af et religiøst krav, der intet har med hverken hygiejne eller praksisoptimering i hospitalsverdenen at skaffe? Der er brug for en grundig diskussion af religiøse særkrav, og den plads, vi giver dem i offentlige institutioner.

Religiøse særkrav er ikke noget nyt. Vi har diskuteret frikadeller, juletræer, bederum, forhæng og særlige åbningstider for muslimske kvinder i svømmehaller, håndtryk og meget andet de sidste mange år. Hver gang går følelserne højt, men vi ender som regel med at foretage ”pragmatiske ændringer” for at imødekomme de religiøse særkrav, der oftest rejses af de mest troende fra det muslimske mindretal i Danmark. I stedet for at blive lige overrumplede hver gang, bør vi tage en mere tilbundsgående debat af, hvordan religiøse særkrav mødes i offentlige institutioner. Der skal være plads til religiøse mennesker i institutionerne – spørgsmålet er, hvor stor plads de religiøse særkrav bør have.

Læs mere: Efter tørklæderne følger de lange ærmer

Tager man sagen med de to bioanalytikere først, og sammenstiller den med sagen om den muslimske lektor, der nægtede at give hånd til de kvindelige studerende, han skulle have op til eksamen, er der i begge tilfælde tale om offentligt ansatte, der sætter religiøse dogmer over den praksis, de møder på en arbejdsplads, de selv har valgt. I begge tilfælde er velmenende borgere sprunget til med forslag om særlige kitler, skåneærmer eller alternative hilsner. For lektoren gjaldt det, at de kvindelige studerende fik medhold i deres klage, og i at de havde ret til en lige behandling af det menneske, der skulle vurdere deres faglige kunnen. For de to bioanalytikere, er sagen endnu ikke afklaret. Men hvorfor er det, at det skal være nødvendigt for studerende at klage for at blive mødt på samme måde som de mandlige studerende af deres sensor? Og hvorfor er det hospitalets opgave at finde ”pragmatiske løsninger” for to højtuddannede muslimske kvinder, der har valgt en uddannelse og et arbejdsliv vel vidende, at hygiejne og logistik er integrerede formkrav på den arbejdsplads, de skal ud til? Man kan med rette spørge, hvorfor religiøse særkrav mødes med så meget større vilje til tilpasning af arbejdspladsen end alle mulige andre krav, medarbejderne måtte have.

Grundlæggende kan man undre sig over, at to højtuddannede muslimske kvinder overhovedet spørger deres religiøse vejleder om, hvordan de skal klæde sig, når de går på arbejde, men det er ikke det vigtigste her. Min pointe er den simple, at den praksis, der er udsprunget af viden og fornuft på hospitalet, ganske enkelt må tælle højere end nogle imamers fortolkninger af et historisk dokument.

Læs mere: Hospitalsansatte risikerer fyring for nej til korte ærmer

En anden debat, der dukker op igen og igen er debatten om muslimske krav til fødevarer. Frikadeller og leverpostej forsvinder fra børnehaver, og halal indføres på hospitaler for alle patienter for at imødekomme nogle muslimske patienters krav til fødevarer. Debatten borer sig ofte ned i diskussionen af, hvorvidt eksempelvis børnehavebørn lever lige så sundt og lykkeligt med kalkunkrebinetter som med frikadeller af svinekød. Ser man på sundhed og trivsel, klarer poderne sig formentlig lige så fint igennem børnehavetiden uden svinekød som med, men igen mangler den grundlæggende diskussion af præmissen for det religiøse krav. Hvorfor tillægges et religiøst krav større tyngde end den praksis, man hidtil har haft i børnehaverne og som er udsprunget af kultur, tradition og madglæde? Børnehavebørn og patienter med muslimsk baggrund skal selvfølgelig kunne tilbydes et alternativ, og børn skal gå på legepladsen med fyldt mave, men i stedet for at indrette forholdene, så det muslimske mindretal kan være der, kommer de religiøst funderede krav til at overtrumfe andre præferencer og indtage en plads, som andre med rette kan finde krænkende, da de ikke selv har nogen aktier i den pågældende religion. I iveren efter ikke at krænke et religiøst mindretal, tilsidesættes andre menneskers praksis og præferencer fordi man ganske enkelt mener, at disse er mindre vigtige.

Læs mere: Venstre støtter fyringer over religiøs praksis

Et tredje eksempel er Syddansk Universitet, der har besluttet at forbyde alkohol på rus-ture for medicinstuderende. Prorektor på Syddansk Universitet, Bjarne Graabech Sørensen forklarede forbuddet mod alkohol således: "Vi har mange med indvandrerbaggrund, hvor man ikke har den samme omgang med alkohol. Der er nogen af dem, der ikke har haft det godt med, at det var en så synlig del af studiestarten. Vi forsøger at gøre forløbet inkluderende for alle," siger han. Traditionen med rus-ture, der traditionelt har været de studerendes egne arrangementer – arrangeret af studerende og for studerende – bliver således båndlagt i forhold til noget, der har været en integreret del af den sociale aktivitet – rusen. I stedet for at opfordre til rammer, hvor studerende, der ikke drikker, også føler sig velkomne, bliver det leveregler, der udspringer af religiøse anvisninger, der dikterer, hvordan ungdomskulturen skal udfolde sig for alle – ikke kun de religiøse studerende. I praksis bliver det imamerne, der dikterer, hvordan unge skal møde hinanden og socialisere i et rum, der ikke tidligere har været dikteret af religiøse leveregler.

Mennesker, der springer til for at tilbyde ”pragmatiske løsninger” for at imødekomme religiøse særregler overser ofte, at der også er både sekulære og moderate muslimer, der ved indførelsen af religiøse særkrav kan opleve et pres i forhold til at efterleve disse. Når de troende får deres krav igennem, er der altså en mangfoldighed af mennesker – muslimer som ikke muslimer, der i forskellig grad vil blive påvirket af det, selvom de gerne ville være fri.

Læs mere: Hospitalsansatte risikerer fyring for nej til korte ærmer

Der er behov for en diskussion af religiøse særkrav, og den værdi, vi tillægger dem. Grundlæggende må det være sådan, at der gøres plads til det religiøse menneske, men ikke nødvendigvis til de religiøse særkrav. Praksis, samværsformer eller strukturer, der er udsprunget af andre rationaler som effektivitet, hygiejne, socialt samvær, kultur og tradition har mindst lige så stor en berettigelse som religion, og det er ikke rimeligt, at religiøse rationaler tillægges større tyngde i offentlige institutioner end de rationaler, som hersker der i forvejen. Grundlæggende må det være sådan, at religiøse mennesker mødes med en ligeværdighed, der betyder, at man kan stille samme krav og forventninger til dem som til alle andre – eksempelvis på den arbejdsplads, de selv har valgt. I Danmark har vi brugt mange årtier på at fjerne irrationelle, dogmatiske og religiøse formkrav fra offentlige organisationer. Det betyder, at vi kan tilrettelægge vores ageren ud fra fornuft, ligeværd mellem kønnene og de præferencer, vi har som mennesker – uden at skulle forklare eller retfærdiggøre det overfor religiøse ledere. Derfor er det også et tilbageskridt, når religiøse særkrav på ny tillægges stor vægt. Religiøse særkrav bør spille en langt mere tilbagetrukket rolle, og skal der overhovedet gøres plads til religiøse særkrav, må det ske på en måde, hvor alle de, der ikke lader sig diktere af religiøse dogmer, kan få lov at være fri for at skulle efterleve eller tilpasse sig religiøse leveregler.