Mål om akutjob nåes først til sommer

Prognose viser, at målet om 12.500 akutjob først nåes i sommeren 2013, selv om hovedparten af stillingerne skulle være opslået inden årsskiftet.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau

Det kniber med at skaffe de lovede akutjob. Det skriver Ugebrevet A4, der har lavet en prognose, som forudser knap 3.000 opslåede akutjob ved årsskiftet. Og det vil være meget langt fra regeringens oprindelige mål om, at størsteparten af de nye 12.500 nye akutjob skulle oprettes inden nytår.

Siden det første akutjob blev opslået ledigt 31. oktober, har der i alt været opslået 1.294 akutjob. Det betyder, at der i gennemsnit er dukket 45 akut-stillinger op per dag i de seneste fire uger. Fortsætter den samme stigningstakt i december, vil der komme 1.485 akutjob til, så der ved årsskiftet vil være i alt 2.779 akutjob.

Og hvis der ikke efter nytår kommer yderligere skub i akutjobordningen, så skal vi hen til 4. august 2013, før samtlige 12.500 akutjob er oprettet. Altså over en måned efter, at ordningen udløber 1. juli 2013.

I aftalen mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Regionerne er parterne ellers enige om, at der skal skaffes i alt 12.500 akutjob, hvoraf »en væsentlig del af jobåbningerne skal findes inden årsskiftet«.

I Danmarks næststørste a-kasse, HKs a-kasse med knap 250.000 medlemmer, har direktør Bo Gatzwiller hidtil bakket akutjob-ordningen op. Men nu er han ved at opgive troen på, at akutjobaftalen vil gøre en forskel.

- I HK har vi hele tiden forsøgt at være positive og nikke til, at det tager noget tid at løbe den nye akutjob-ordning i gang. Men det har vi sagt i fire uger nu, og der kommer stadig ufattelig få private akutjob, og inden for det offentlige virker det som om, man bare hæfter mærkatet akutjob på alle ledige stillinger. Det er at gøre grin med de ledige, at parterne bag aftalen ikke for alvor kommer i svingninger, siger Bo Gatzwiller til Ugebrevet A4.

På trods af de ganske få akutjob vakler parterne bag aftalen ikke.

- Jeg tror sådan set, at der er tale om Danmarksrekord i hurtig reaktion fra kommunernes side. Vi har en lovgivning, der kun har været trådt i kraft i nogle få uger, men der er allerede 61 kommuner, der har slået akutjob op. Det er stærkt gået af kommunerne, og jeg er helt overbevist om, at der er flere akutjob på vej, siger formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), til Ugebrevet A4.