Måling: Her er dansk politiks nye stjernepar

Det er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der klarer sig bedst som politikere, mener danskerne.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau
Her er de to partiledere, der høster størst anerkendelse hos danskerne ifølge en ny rundspørge foretaget af YouGov for Søndagsavisen. Foto: Nils Meilvang og Claus Bech

Støttepartiernes ledere er i danskernes øjne de bedste politikere. Det viser en ny YouGov-måling foretaget for Søndagsavisen blandt 1.003 danskere.

Her er det nemlig Enhedslistens politiske ordfører, der er de facto leder i Folketingsgruppen, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), og Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl (DF), der scorer højst.

Hele 33 procent af danskerne synes, at Johanne Schmidt-Nielsen klarer sig bedst blandt de danske politikere, mens Kristian Thulesen Dahl får opbakning fra 26 procent.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) og den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, (S) er imidlertid ikke blandt danskernes favoritpolitikere. 11 procent synes, Løkke gør det bedst som partileder, mens kun ni procent er tilhængere af Thorning, og dermed indtager de to partiformænd henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Johanne Schmidt-Nielsen er »glad og ydmyg« over placeringen, men hun er lidt tilbageholdene med at juble helt over tillidserklæringen fra danskerne.

»Sådan nogle målinger går jo op og ned, og det er ikke målingerne mellem valgene, der tæller. Det er resultaterne på valgdagen,« siger hun til Søndagsavisen.

Også Kristian Thulesen Dahl minder om, at man ikke blot skal sætte sin lid til meningsmålinger.

»Det er vigtigt at huske, at sådan nogle målinger her er øjebliksbilleder. Når vi får dem forelagt, er de allerede fortid,« siger han til avisen.

Den radikale leder, Margrethe Vestager (R), indtager tredjepladsen med opbakning fra 15 procent af danskerne, mens Liberal Alliances Anders Samuelsen (LA) får fem procent.

De to partiledere, der klarer sig allerdårligst, er SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) og de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), der begge kun får én procent af stemmerne.

Danskerne er i målingen blevet bedt om at forholde sig til, hvem der har klaret sig bedst i medierne i 2013, har den bedste evne til at kommunikere holdninger klart ud, er bedst til at være i øjenhøjde med danskerne, er bedst til at komme med politiske forslag, og hvem der faktisk gør en forskel i dansk politik.

Kommentarer

Tænk engang!

Tænk engang, at danskerne synes, at Johanne Schmidt-Nielsen fra det virkelighedsfjerne sammenrend af fantaster i EL er en god politiker!
Hvilke resultater kan hun fremvise på ELs vegne? At EL har holdt hånden over en notorisk løgner som Annette Vilhelmsen?
Det er meget skræmmende, at 33% af danskerne ikke kan skille udseende fra indhold!

Enhedslisten er ude af virkelighedens verden

Mere er der ikke, at sige om disse tosser

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden