Mere Tyskland i dansk interesse | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Mere Tyskland i dansk interesse

Peter Munk Jensen: Historisk har Danmark frygtet den store nabo mod syd. 1864 og besættelsen 1940-45 satte sine dybe spor. Men i dag er et stærkt Tyskland, som tager ansvar, i dansk interesse. Det har konsekvenser for dansk europapolitik.

Peter Munk Jensen, senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
Peter Munk Jensen, senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS

Finanskrisen har frembragt skingre røster, som anklager Tyskland for at tilstræbe europæisk dominans og overherredømme - et 4. Reich. »Alt besluttes i Berlin«, lyder anklagen.

Midt i denne kritik holdt den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski en bemærkelsesværdig - og modig - tale i Berlin i november 2011. Sikorskis budskab var lige så klart, som det var overraskende (fra en polak): »Jeg frygter tysk magt mindre, end jeg begynder at frygte tysk passivitet«. Sikorski fortsatte: »I er blevet Europas uerstattelige nation. I må ikke forsømme at lede«.

Historisk enestående efterlyste en polsk udenrigsminister mere tysk ledelse i Europa - ikke mindre!

For at påtage sig større ansvar for håndtering af finanskrisen, som ønsket af de øvrige EU-lande, kræver tyskerne på kort sigt reformer gennemført i medlemslandene. Og på længere sigt reformer også på europæisk niveau.

Kansler Merkel pegede i en tale den 8. februar 2012 på behovet for at skabe en politisk union. Merkel tegnede en vision af en føderal europæisk model, hvor Kommissionen fungerer som europæisk regering, med et stærkt Europa-Parlament, et andet-kammer med stats- og regeringscheferne og med en Europa-domstol som øverste europæiske rets­instans, som alle må underordne sig.

Udenrigsminister Westerwelle ønsker en europæisk forfatning og en folkevalgt formand for EU.

Tyskerne tilbyder os en europæisk vej: et europæisk Tyskland. Hvor Tyskland selvsagt taler med særlig vægt på grund af landets størrelse og økonomiske tyngde. Men hvor vi andre 26 fortsat har plads ved bordet og indgår i et ligeværdigt samarbejde - og med Tyskland solidt forankret i et tæt forpligtende samarbejde, så det tyske spørgsmål ikke melder sig på ny.

Tysklands rolle i Europa har optaget sindene i over 100 år. Med sin geografiske placering i midten og befolkningsmæssige og økonomiske tyngde har Tyskland afgørende betydning for stabiliteten i Europa. Var Tyskland for stærkt, ville det dominere sine naboer. Var landet for svagt, indbød det til, at naboerne kastede sig over Tyskland.

Under krigen ønskede Thomas Mann sig »et europæisk Tyskland - ikke et tysk Europa«. EU blev oprettet ikke mindst for at forebygge en ny krig mellem Tyskland og Frankrig gennem økonomisk integration. NATOs rolle blev af generalsekretær Ismay beskrevet som at »holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede«.

Den tyske genforening bragte igen frygten for et for stærkt Tyskland op til overfladen. Midlet til at imødegå frygten for tysk dominans blev et styrket EU-samarbejde med yderligere forankring af Tyskland i det europæiske samarbejde - vel at mærke på tysk foranledning.

Tyskland ønsker fortsat den europæiske vej. Men hvor stiller Danmark sig i den debat, der nu føres i Europa om Tysklands rolle og det europæiske samarbejde?

Danmark erkender som Tyskland, at svaret på den nuværende krise er mere Europa, ikke mindre. Men i stedet for de tyske føderalistiske visioner går Danmark ind for en styrkelse af EU-samarbejdet inden for de eksisterende institutionelle rammer med fokus på at opnå konkrete resultater.

Danmark arbejder for, at EUs formelle beslutningsprocedurer overholdes. Beslutninger, der vedrører alle 27 medlemslande, skal i videst muligt omfang tages à 27 (og ikke i udvalgte hovedstæder eller eksklusive grupper). Danmark støtter de tyske krav om budgetdisciplin, og begge lande ligger på linje i ønsket om en europæisk vækst- og beskæftigelsesstrategi. Danmark og Tyskland er også på linje med stærk parlamentarisk deltagelse i den nationale EU-beslutningsproces. Mens Danmark ikke er stemt for yderligere beføjelser til Europa-Parlamentet. Regeringen ønsker nogle af de danske EU-forbehold afskaffet - men ikke dem alle.

Der er altså ganske stor overensstemmelse mellem København og Berlin i håndteringen af finanskrisen.

Derimod skiller vandene, når man skal drage de bredere, fremadrettede europapolitiske konklusioner af finanskrisen. Danmark står her over for den udfordring, at man med sin meget pragmatiske europapolitik ikke kommer til at blokere for, at Tyskland fortsat ønsker at påtage sig sin store del af ansvaret - og byrden - for det europæiske samarbejdes beståen og videreudvikling.

Danmarks velstand og velfærd er uløseligt forbundet med det europæiske samarbejde. Og det europæiske samarbejde er uløseligt forbundet med et Tyskland, som vedgår sig sit europæiske ansvar og påtager sig dette. Som den tyske professor Heinz-Jürgen Axt for nylig formulerede det: »Hvis EU skulle falde fra hinanden - hvis EU tog skade - ville Tysklands styrke blive ulidelig for nabolandene. Med alle de negative erfaringer, nabolandene har, er Tysklands styrke kun blevet acceptabel fra vores naboers synspunkt, fordi vi har bevist, at vi er en stabil partner i den europæiske union«.

Uden lydhørhed fra de andre EU-medlemmer over for Tysklands ønsker opstår der risiko for et Tyskland, som langsomt orienterer sig væk fra Europa og i stigende grad mod de store vækstmarkeder uden for Europa. Eller søger ind i et snævert, eksklusivt samarbejde med udvalgte EU-lande. Og uden Tyskland ikke noget bæredygtigt bredt europæisk samarbejde à 27.

Det er ikke noget, som vil ske over natten, men bevægelsen kan blive sat i gang. Blandt andet af vores valg.

Danmark har indlysende interesse i, at det europæiske samarbejde ikke går op i limningen. Store landvindinger som det indre marked kan gå i opløsning. Vores eksport, økonomiske velstand og samfundsmæssige stabilitet ville blive bragt i fare.

Tøver vi - som briterne - og sætter os på sidelinjen eller ligefrem imod, risikerer vi marginalisering og i sidste ende isolation. Det er Danmarks interesser ikke tjent med. Derfor bør Sikorskis tale i Berlin måske læses igen. Kommer Danmark til samme konklusion som udenrigsminister Sikorski, at Europa har brug for et Tyskland, som påtager sig større ansvar - bliver »stærkere« - kunne det bane vej for at slå to historiske fluer med ét smæk:

Et endegyldigt opgør med klicheen om tysk dominans. Tyskland og kansler Merkel har snarere et problem med at påtage sig øget magt (ansvar).

Og en erkendelse af, at Danmarks interesser bedst varetages som fuldgyldig deltager i EU-samarbejdet - uden nogen forbehold. Så vi bedst muligt kan indgå i et tæt og konstruktivt samspil med Berlin på alle områder.

Kræver det en dansk bevægelse i retning af et lidt mere føderalt Europa, er det måske et skridt, der er værd at overveje - og som lønner sig i det lange perspektiv.

Ingen taler om at opgive nationalstaten - bestemt heller ikke Tyskland. Men globaliseringen medfører under alle omstændigheder krav om stadig stigende grænseoverskridende samarbejde.

Oven i købet kunne en 3. flue måske komme med: styrket nordisk samarbejde, hvor de nordiske lande sammen indgår ind i et tæt samarbejde med Tyskland. I EU og uden for EU, f.eks. i vores fælles nærområde Østersøen og i Arktis.

Norden kan levere på begge dele. Tyskland vægter forholdet til Rusland meget højt. Et styrket forhold til de nordiske lande vil ikke sætte det på spil. Styrket samarbejde om Østersøen kan binde Tyskland, Polen, Norden og Rusland sammen og bidrage til sikkerhed, stabilitet, handel og vækst.

Styrket nordisk/tysk samarbejde kan bringe Norden tættere på EUs magtcentrum og indflydelse.

Der er mange mulige åbenlyse gevinster ved at tage imod den fremstrakte tyske - europæiske - hånd, mens den er der. Danmark vælger selv.

Tophistorier Gå til forsiden