Messerschmidt skal undervise vordende jurister

EU-parlamentariker Morten Messerschmidt gør comeback som underviser på Københavns Universitet. Han overtager et hold jurastuderende fra afdøde Hjalte Rasmussen.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: peter helles eriksen

Et hold jurastuderende får en prominent underviser, når de til september vender tilbage til studierne på Københavns Universitet. Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, har indvilliget i at efterfølge professor Hjalte Rasmussen, der døde 9. august.

Messerschmidt overtager derfor et hold studerende fra jurastudiet, som han skal undervise i forvaltningsret.

- Jeg er beæret, for det er selvfølgelig en akademisk anerkendelse at blive kontaktet af universitet, selv om det er på en trist baggrund, siger DF-politikeren, som selv er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

Her knyttede han et nært bånd til Hjalte Rasmussen, der var hans underviser i EU-ret.

- Efterfølgende blev vi meget nære sparringspartnere i forbindelse med mit politiske arbejde, hvor jeg har arbejdet med EU-Domstolen. Jeg bilder mig selvfølgelig ikke ind, at jeg kan føre hans arv videre, men jeg er glad for, at jeg får lov til at gå i hans fodspor.

Morten Messerschmidt har tidligere undervist på Københavns Universitet, men stoppede for at hellige sig andre projekter, blandt andet sit politiske arbejde i Europa-Parlamentet.

- Det er selvfølgelig en logistisk udfordring at finde tid til at undervise på universitetet, men vi har fået det til at gå op. Jeg er i Danmark mandag og fredag, hvor undervisningen skal finde sted, fortæller han.

EU-parlamentarikeren forventer selv at få meget ud af undervisningen.

- Det er utroligt stimulerende og udfordrende at undervise. Det er utroligt værdifuldt at komme ud af den politiske verden og bruge den juridiske metode. Samtidig bliver jeg opdateret på praksis. Det kan være svært, når man sidder på Christiansborg og i Europa-Parlamentet, siger han.