Miljøet er truet af regeringens klimaplan

Overgang til grøn energi, som regeringen ønsker, kan være ødelæggende for vandet og give luftforurening. Det afslører en ny klimaplan.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Regeringens fokus i klimaplanen på raps, træ, halm og anden biomasse er skadelig for miljøet. Det viser nye beregninger fra tre danske universiteter, skriver Politiken.

- Det ensidige fokus på CO2-udledning betyder, at vi har lukket øjnene for, at biomassen også har negative sider, siger Thomas Astrup, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), til Politiken.

Sammen med Aalborg og Syddansk Universiteter har DTU set nærmere på klimaplanens effekter i en omfattende analyse.

Analysen tager højde for både direkte udledning fra eksempelvis udstødningsrør og skorstene og den direkte miljøpåvirkning, når man eksempelvis øger dyrkningen af energiafgrøder som piletræer.

I 2050 er regeringens og Folketingets mål, at Danmark skal være overgået til 100 procent vedvarende energi. Det betyder ifølge forskerne, at der skal bruges tre-fire gange så eget biomasse som nu, mens transport som lastbiler skal køre på enten biobrændsel eller -diesel.

Ideelt set for klimaet og miljøet skal behovet dækkes af restprodukter fra skov og landbrug. Men det kan ikke lade sig gøre, mener forskerne. Og importerer man biomasse, kan det skade andre landes miljø.

Derfor skal der - for at nå målet - inddrages ekstra landbrugsjord herhjemme, og for at få nok piletræer og anden biomasse skal der gødes. Det vil udlede kvælstof og fosfor til vandet som åre og søer, og så bliver der større risiko for, at ilten svinder, og fiskene dør.

Biodiesel udleder også mere kvælstofdioxid, og det kan betyde flere blodpropper, kræft i lungerne, astmatilstande og hjerte-kar-sygdomme.

- Man burde have medtaget de afledte miljøskadelige virkninger i regeringens klimaplan, siger Thomas Astrup til Politiken.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) indrømmer, at miljøet kan blive ramt af klimaplanen og lover at se nærmere på den nye analyse.