Miljøminister skal forklare fiktive konti

Venstre og Dansk Folkeparti kalder miljøminister Ida Auken i samråd for at få en forklaring på brugen af fiktive konti i Naturstyrelsen.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Nikolai Linares

Venstre og Dansk Folkeparti kalder miljøminister Ida Auken (SF) i samråd, efter at Rigsrevisionen har rettet hård kritik af kreativ bogføring i Naturstyrelsen.

Styrelsen har gennem længere tid opereret med to fiktive projekter, hvor de har skrabet penge sammen, der var i overskud fra andre projekter. I stedet for at føre pengene tilbage til statskassen beholdt styrelsen pengene på de to fiktive konti, og her blev pengene brugt til at dække løbende budgetoverskridelser på andre projekter.

»Jeg synes, at det her er en meget alvorlig sag,« siger Venstres miljøordfører Henrik Høgh (V) til TV 2 News.

»Vi sidder politisk og aftaler en indsats med ministeren om forskellige projekter og sætter millionbeløb på - og nu kan vi konstatere, at der bliver flyttet rundt på de millionbeløb, uden at overskydende penge bliver ført tilbage til Finansministeriet. Vi er nødt til nu at komme helt til bunds i, hvad det er for en administration,« siger Henrik Høgh.

Læs mere: Naturstyrelsen gemte penge i fiktive konti

»Vi skal have ministeren i samråd så hurtigt som muligt. Måske også en hasteforespørgsel. Vi er nødt til at komme til bunds i det her. Vi skal vide, om vi kan lave politiske aftaler med ministeren om forskellige indsatser, sætte kroner og øre på, og så forvente, at de bliver brugt de steder, hvor det er aftalt,« siger Henrik Høgh og tilføjer:

»Egentlig bekræfter den her sag mig også i noget, som vi gennem længere tid har snakket om på Christiansborg; at naturstyrelsen til tider har opført sig som en stat i staten,« siger han.

Læs mere: Naturstyrelsen gemte penge i fiktive konti

Dansk Folkeparti bakker ifølge TV2 News op om at kalde ministeren i samråd.

Rigsrevisionen har ifølge Jyllands-Posten også fundet en række andre uregelmæssigheder i Naturstyrelsens bogføring, der har ført til, at det samlede regnskab for 2012 endnu ikke er godkendt.

Naturstyrelsens direktør Niels Christensen blev fyret kort før jul. Det har endnu ikke været muligt at træffe miljøminister Ida Auken for en kommentar.

Miljøminister skal forklare fiktive konti