Minister: Grønland må selv tage ansvar

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen understreger i lighed med statsministeren, at Danmark skal respektere det grønlandske selvstyre i forbindelse med den omdiskuterede storskalalov.

Thomas Søgaard Rohde og Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde og Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Keld Navntoft

Grønlands Selvstyre skal selv sørge for, at spørgsmål om foreningsfrihed og arbejdstageres rettigheder respekteres, når man tusindvis af kinesiske arbejdere ansættes på kinesiske overenskomster til et storstilet mineprojekt i Grønland.

Det er meldingen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter at LO-toppen fredag har varslet en sag mod regeringen i FNs Arbejdsorganisation (ILO), hvis Danmark blåstempler den såkaldte storskalalov, der netop åbner for billig udenlandsk arbejdskraft.

- Hvad angår den grønlandske storskalalov og forholdet til ILOs kernekonventioner er det regeringens holdning, at det er det grønlandske selvstyres ansvar, at dets lovgivning lever op til relevante internationale regler og konventioner, forklarer beskæftigelsesministeren i en skriftlig kommentar.

- Grønland må tage ansvar for, at man overholder helt grundlæggende spørgsmål om foreningsfrihed og arbejdstageres rettigheder, uddyber hun.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forklarede på sit pressemøde, tirsdag at Danmark skal respektere Grønlands beslutning om den storskalalov, der altså gør det muligt for billig, udenlandsk arbejdskraft at komme til Grønland og arbejde på store anlægsprojekter. Og det er en holdning, som Mette Frederiksen deler.

- Regeringen respekterer den fordeling af kompetencer og ansvar, der er mellem Grønlands Selvstyre og Danmark. Heraf følger, at vi også respekterer de beslutninger, som selvstyret træffer inden for de rammer, forklarer ministeren.

Det er blandt andre formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, der har varslet en sag mod regeringen, hvis Folketinget vedtager særloven herhjemme. Til Politiken siger han:

- Dette her er fuldstændig uacceptabelt. Hvis særloven bliver virkelighed, vil der blive anlagt en sag mod regeringen. Det er jeg ikke i tvivl om. Vi vil ikke bare sidde og kigge på det her.

Det er endnu uvist, hvornår Danmark skal vedtage særloven, som skal godkendes i Folketinget, da den på nogle punkter strider med dansk arbejdsret, men det forventes, at lovforslaget fremføres omkring februar eller marts. Det er justitsminister Morten Bødskovs (S) opgave at formulere det danske lovforslag.