Minister: »Man må godt tænke sig om«

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fastslår, at en stilling som overlæge ikke skal have mærkatet 'akutjob' efter kritik fra 3F og Overlægeforeningen.

Foto: Claus Bech

 - De akutjob, der opslås, skal selvfølgelig give mening. Det giver mig bekendt ikke mening at slå en stilling som overlæge op som et akutjob.

Det er den klare melding fra Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter Berlingske fredag kunne fortælle, at de første 361 opslåede akutjob i stor grad henvender sig til højtkvalificerede akademikere - herunder otte overlæge-stillinger oprettet som akutjob, selv om det hovedsagligt er ufaglærte, der står til at ryge ud af dagpengesystemet. 

Læs mere: Akutjob rammer forbi arbejdsløse

Overlægeforeningen har forklaret, at der ikke findes langtidsledige overlæger, og i sådan nogle tilfælde kan man ifølge Mette Frederiksen ikke tale om at kalde en stilling for et akutjob.

- Hvis ikke der er langtidsledige, der er kvalificerede til de opslåede stillinger, er der ingen grund til, at de slås op som akutjob. Derfor skal man selvfølgelig i regionerne, kommunerne og staten sikre, at der er nogen i målgruppen, der egner sig til de akutjob, der opslås, siger hun. 

Læs mere: Enhedslisten: Akutpakke vil skabe voldsom frustration

Hun opfordrer virksomheder og organisationer til, at alle typer stillinger skal være akutjob, hvis der er langtidsledige inden for det pågældende område.

- Det er vigtigt, at der er en bredde og mangfoldighed i de opslåede job, for gruppen af langtidsledige er meget forskellig. Der er både nyuddannede, faglærte og ufaglærte. Min appel er derfor, at alle skal bruge deres kræfter på at finde de her akutjob, men at man godt må tænke sig om, når en stilling slås op som akutjob, siger Mette Frederiksen.

Læs mere: Regeringen fik sine akutjob igennem