Minister og danske virksomheder på erhvervseventyr i Myanmar

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) får for første gang følgeskab af medlemmer fra Folketingets Erhvervsudvalg, når hun og en række danske virksomheder besøger Myanmar.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau

En lille gruppe danske politikere får følgeskab af 17 danske virksomheder, når handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr i den kommende uge leder det første danske erhvervsfremstød nogensinde til Myanmar - tidligere kendt som Burma - samt efterfølgende Bangladesh.

Besøget giver de danske virksomheder mulighed for at få fodfæste på nye markeder, men det giver også regeringen og Danmark mulighed for at hjælpe især Myanmar med at få etableret alt fra infrastruktur til sundhedsvæsen, siger handelsministeren.

Hun understreger samtidigt, at de danske virksomheder, der engagerer sig i Myanmar eller Bangladesh, vil have fokus på en ansvarlig måde at drive virksomhed på og på den måde vise sig som det gode eksempel.

- Det er lande, der er lavtlønslande, og det er lande, der er i gang med at opbygge industrier og produktion, og derfor er der er det vigtigt, at danske virksomheder, der begiver sig derud for at lave virksomheder og for at sælge varer, er med til at løfte standarden i landet, så deres medarbejdere ikke går for sultelønninger eller slavelignende vilkår, siger ministeren.

Med på turen til både Myanmar og Bangladesh er tre medlemmer fra Folketingets Erhvervsudvalg. Det drejer sig om udvalgsformand Karin Gaardsted (S), Benny Engelbrecht (S) og Mads Rørvig (V).

Pia Olsen Dyhr forklarer, at det er vigtigt at involvere andre politikere fra Folketinget i det arbejde, som Danmark laver rundt om i verden.

- Det er vigtigt at sige, at hvis vi skal fastholde arbejdspladser i Danmark, så kræver det, at vi handler med resten af verden, og nu vil jeg give Folketingets Erhvervsudvalg mulighed for at se det og hjælpe mig med at udbrede det budskab i Danmark om, at det gavner Danmark, hvis vi handler med resten af verden, siger ministeren.

- 55 procent af vores bruttonationalprodukt kommer i samhandlen med andre lande, så det er sådan set af afgørende betydning, hvis vi skal beholde vores folkeskole, ældrepleje eller sågar infrastruktur.

Erhvervsfremstødet fra Danmark, hvor blandt andre Grundfos og Arla Foods deltager, kommer, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sidste måned åbnede Danmarks nye repræsentationskontor i Myanmar.

Den danske udviklingsbistand til Myanmar blev sidste år fordoblet til 100 millioner koner.

Minister og danske virksomheder på erhvervseventyr i Myanmar