Minister opgiver mirakelmiddel mod iltsvind

Miljøminister Ida Auken erkender, at kunstige stenrev ikke bliver et nyt mirakelmiddel mod iltsvind i de danske farvande. Revene kan kun placeres i enkelte jyske fjorde.

Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau
Miljøminister Ida Auken Foto: Claus Bech

Der var store forventninger til kunstige stenrev som en løsning på problemet med stigende iltsvind i de danske fjorde og kystområder. Men nu viser det sig, at revene kun er mulige at placere i ganske få jyske jyske fjorde.
Først om flere år og en stor millioninvestering vides det, om stenrevene - som i teorien skaber grobund for en skov af alger og produktion af ilt - rent faktisk har en effekt. Det viser ny rapport fra forskningsinstituttet DHI, og det skuffer miljøminister Ida Auken (SF).

»Jeg havde håbet, at stenrev var et af de nye virkemidler, der i større grad kunne hjælpe landbruget med at reducere forureningen af næringsstoffer. Men det viser sig desværre ikke at være tilfældet, og det er jeg meget ærgerlig over,« siger hun i en pressemeddelelse.

»Jeg ved, at flere end jeg har håbet på, at vi kunne bruge stenrev allerede i de kommende vandplaner. Men nu har vi et bud på, hvilke fjorde der kan have gavn af stenrev, og hvor meget det vil koste at få viden om revenes mulige virkning. Det vil jeg meget gerne bringe ind i dialogen med landbruget, forskerne og andre parter om, hvordan vi får de bedste vandplaner fremover,« tilføjer ministeren.

Rapporten fra DHI anslår, at sten i vandet kun meget få steder kan løse problemerne med næringsstoffer og iltsvind. Betingelserne for stenrev, herunder den rigtige havbund og tilstrækkeligt lys, er kun til stede i Limfjorden samt i et par af de østjyske fjorde.

Samtidig vurderer en rapport fra Limfjordsrådet, at det vil tage en årrække og en stor millioninvestering at finde ud af, om stenrev overhovedet har en effekt de steder, hvor betingelserne er til stede. Rådet peger på, at resultaterne kan ligge klar i 2018, hvis man allerede nu begynder et pilotprojekt i Limfjorden til 21 millioner kroner.