Minister ryster på hovedet af kritik af »skævt Danmark«

Venstre slår »politisk plat på en barsk situation« ved at kritisere regeringen for at glemme landdistrikterne, siger Carsten Hansen.

Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau
Carsten Hansen (S) har kun hovedrysten til overs for Venstre-kritik efter en undersøgelse, der viser, at væksten er gået i stå flere steder uden for hovedstadsområdet. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hovedrysten.

Det er, hvad minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), har til overs for Venstres kritik af, at han bør gøre mere for at skabe vækst i flere områder uden for hovedstadsområdet, der med gennemsnitlige indkomster (BNP per indbygger) på 460.000 kroner ligger hele 43 procent over niveauet for hele Danmark.

»Det er bekymrende, at Venstre, der står bag flere store centraliseringsreformer og har nedlagt kommuner en masse, nu slår politisk plat på en så barsk situation. Venstre sagde i sin tid nej til en udligningsreform, der ville overføre 400 millioner til de fattigste kommuner i Danmark fra de større byer,« siger Carsten Hansen til Berlingske Nyhedsbureau med henvisning til den såkaldte Robin Hood-aftale, der blev vedtaget med støtte fra Enhedslisten i fjor.

»I går (torsdag, red.) førstebehandlede vi et lovforslag om en landdistriktsbestemmelse i planloven, der giver mulighed for andre erhverv end landbrug, gartnerier og fiskeri at bosætte sig på landet. Og iværksættere kan få nogle helt nye muligheder for en rimelig skilling og kan bruge tomme bygninger til andet end de traditionelle erhverv,« tilføjer Carsten Hansen.

Læs mere: R frygter økonomisk kløft i Danmark

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter oplyser i en skriftlig besked, at regeringen sidste år brugte 132 millioner kroner i landdistriktsmidler, herunder øget målretning mod jobskabelse, og at et tilsvarende beløb er sat af til 2013.

Berlingske Business skriver fredag baseret på nye tal fra Danmarks Statistik, som har delt det danske bruttonationalprodukt (BNP) op på landsdele, at velstanden steg med 3,7 procent per indbygger i København i 2011, hvorfra de seneste tal stammer. Det er markant mere end fremgangen i hele Danmark, der var nede på mere beskedne 0,7 procent.

Samme dag rettede Venstres ordfører for landdistrikter og småøer, Thomas Danielsen (V), en hård kritik af Carsten Hansens ministerium.

»Der er blevet oprettet et landdistriktsministerium, men desværre kommer der ikke noget fra den kant. Vi har desværre en landdistriktsminister, som er fuldstændig neutral. De burde komme i arbejdstøjet og tage nogle initiativer, som kan være med til at skabe et Danmark i bedre balance,« siger Venstre-manden, der vil sende langt flere statslige arbejdspladser ud i landet.

»Der er brug for kraftcentre ude i landet, og derfor har Venstre stillet et beslutningsforslag, der beder regeringen om at tage stilling til, om de statslige arbejdspladser, der oprettes, kan ligge ude i landet,« siger Thomas Danielsen.

Læs mere: København løber med både vækst og penge

Carsten Hansen siger, at Venstres forslag er en enlig svale.

»Ud over et enkelt forslag, om at statslige arbejdspladser skal ligge uden for hovedstaden, har jeg ikke hørt noget om, hvad Venstre vil med landdistrikterne. Det kunne blive ret »interessant« med nulvækst i de næste mange år frem til 2020 og høre Venstre, hvordan partiet vil skaffe de mange midler til at udvikle landdistrikterne,« siger ministeren.

For nylig kom det frem, at Venstre bakker op om Dansk Industri, der kræver økonomisk nulvækst frem til 2020.