Minister skal redegøre for udokumenteret kolik-behandling

Venstre vil have sundhedsminister Astrid Krag til at redegøre for effekten af kiropraktisk behandling af kolik, som ifølge professor mangler evidens. Sundhedsministeren udtrykker fortsat tillid til kiropraktorer som autoriserede sundhedspersoner.

Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: THOMAS SJØRUP

Flere tusind spædbørn bliver hvert år behandlet for kolik af en kiropraktor efter rådgivning fra sundhedsplejersker og med offentlig støtte. Men der er ingen dokumentation for, at behandlingen virker, lyder det fra professor Jan Blaakær, Aarhus Universitetshospital i Skejby, der opfordrer til, at man dropper den kiropraktiske behandling, indtil der foreligger et reelt vidensgrundlag for effekten ved kiropraktisk behandling af kolik.

Venstres psykiatri- og forebyggelsesordfører, Jane Heitmann, har nu inddraget sundhedsministeren i sagen, som hun finder problematisk.

- Man nødt til at forholde sig meget kritisk til, at man bruger samfundskroner til behandling, som der ikke er evidens for. Der en tendens til, at behandlere af den ene og anden art slår sig op på at kunne behandle forskellige ting uden egentlig dokumentation, og det skal vi ikke som samfund støtte, hvis der ikke er dokumentation for effekten, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Jane Heitmann har således sendt en række spørgsmål til sundhedsminister Astrid Krag (SF) for at få en opgørelse over omfanget af litteratur og dokumentation om kiropraktisk behandling af kolik samt bedt ministeren om en opgørelse, der kan vise, hvor mange børn, der reelt har modtaget tilskud til den her behandling.

Læs mere: Massiv kritik af offentligt støttet kolik-behandling

Samtidig vil hun have sundhedsministeren til at tage stilling til, om man bør følge professor Jan Blaakærs opfordring om at indstille den kiropraktiske behandling, indtil der foreligger bedre evidens.

I en mail til Berlingske Nyhedsbureau fastslår sundhedsminister Astrid Krag, at hun har tillid til kiropraktorer som autoriserede sundhedspersoner:

- Enhver, der har oplevet at have et grædende og utrøsteligt barn, ved, hvor hårdt det er for både barnet og familien. Derfor søger nogle hjælp hos kiropraktorer, for eksempel efter anbefaling fra sundhedsplejersken. Og det er der intet i vejen for, siger Astrid Krag.

- Kiropraktorer er autoriserede sundhedspersoner, der gerne må behandle børn med kolik. De har selvfølgelig et ansvar for at give patienten den fagligt set rigtige behandling, og netop i forbindelse med kiropraktisk behandling af børn under et år er der i autorisationsreglerne skærpet opmærksomhed, tilføjer ministeren.

Peter Kryger-Baggesen, formand for Dansk Kiropraktor Forening, anerkender, at der kan være behov for mere evidensbaseret dokumentation i forbindelse med kiropraktisk behandling mod kolik, men ærgrer sig mest af alt over undersøgelsen, som ikke er »opdateret«.

- Selv om der kan være et behov for yderligere undersøgelser for at stå på sikker grund, er vi brandærgerlige over, at lægerne ikke er gået ud til offentligheden med en opdateret viden. I slutningen af 2012 gav to undersøgelser - heriblandt en stor og international Cochrane-analyse, der sammenfatter de eksisterende undersøgelser på området - en noget mere positiv vurdering af effekten af vores behandling, siger Peter Kryger-Baggesen til Berlingske Nyhedsbureau.