Minister tvivler på forsvarsaftale

Der er en reel risiko for, at regeringen ikke kan lande en aftale om et nyt forsvarsforlig, lyder det fra forsvarsminister Nick Hækkerup.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Nick Hækkerup. Foto: Keld Navntoft

Det bliver overordentligt vanskeligt at få en aftale om et nyt forsvarsforlig i hus.

Det vurderer forsvarsminister Nick Hækkerup (S) over for DR Nyheder, efter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thuelsen Dahl, i dagens Berlingske har krævet, at man dropper ambitionen om at spare 2,7 milliarder kroner på forsvaret.

- Vi har kæmpet i måneder for at få en aftale, og vi har nærmet os hinanden, men nu ser det ud til, at det bliver overordentlig besværligt. Der er en reel risiko for, at vi simpelthen ikke får nogen aftale, siger Nick Hækkerup.

Ifølge Radio24syvs oplysninger går finansminister Bjarne Corydon (S) nu ind i forhandlingerne med Dansk Folkeparti om et nyt forsvarsforlig. Corydon har angiveligt inviteret Dansk Folkepartis forhandlere til et møde i morgen, tirsdag, klokken 13.30, hvor man forsøger at finde en løsning.

Læs mere: DF sætter prop i forsvarsforhandlinger

De 2,7 milliarder kroner, som skal findes i forsvarsforliget, indgår i finansieringen af den skattereform, som regeringen, Venstre og de Konservative indgik i sommer. Men ifølge Dansk Folkeparti er sparekravet alt for voldsomt.

I det oprindelige udspil fra regeringen lagde man op til både op at lukke kaserner og suspendere værnepligten. Dansk Folkeparti har dog fra start af sagt, at man ikke går med til at sløjfe værnepligten.

Dansk Folkepartis ageren efterlader forsvaret i en utryg situation, mener Nick Hækkerup.