Minister: Ventetid på insulinpumper er regioners ansvar

Sundhedsminister Astrid Krag fastslår, at ansvaret for en kortere ventetid på insulinpumper til børn ligger hos regionerne.

Therese Rekling, Berlingske Nyhedsbureau Therese Rekling, Berlingske Nyhedsbureau

I anledning af Verdens Diabetes Dag onsdag krævede Dansk Folkeparti på ny, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) holdt sit løfte om at komme med en tidsfrist på, hvornår man kan gennemføre en garanti på insulinpumper til børn i Danmark. Ministeren må se at komme ud af hullerne, lød det fra sundhedsordfører fra DF, Liselott Blixt.

Ministeren mener imidlertid, at det er op til regionerne at sørge for så kort en ventetid som muligt.

- Jeg er tryg ved, at det er op til den behandlende læge i samråd med den enkelte familie at tage stilling til, om et barn skal tilbydes en insulinpumpe. Og hvis en læge visiterer et barn til insulinpumpebehandling, så skal man selvfølgelig tilbydes en insulinpumpe. Men det er altså op til regionerne at tilrettelægge arbejdsgangene, så en eventuel ventetid bliver så kort som overhovedet mulig, siger Astrid Krag.

Børn i alderen 0-19 år får oftest type 1 diabetes, som er den form, der hverken kan forebygges eller helbredes, men kræver insulintilførsel hele livet. Får man ikke stabiliseret sit blodsukker, kan det give alvorlige og varige skader på for eksempel hjernen.

Ifølge Liselott Blixt er det derfor problematisk, at der fortsat er ventetider på op til flere år på at få en insulinpumpe, som er en lille mekanisk pumpe, der hele tiden pumper insulin ind i kroppen på personen, som derfor ikke har brug for insulininjektioner med en insulinpen, og dermed en mere stabil tilførsel af insulin.

Men Astrid Krag mener ikke, at man kan konkludere, at insulinpumpen er den mest effektive løsning for alle diabetesbørn.

- Børn med diabetes skal have den bedst mulige behandling. Og jeg kan godt forstå, at mange familier med diabetesbørn ser insulinpumper som en mulighed. I mange sammenhænge kan de sikkert være med til at gøre det nemmere for børnene at leve med deres sygdom. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der dog ikke videnskabeligt belæg for at konkludere, at en insulinpumpe er den mest effektive behandling for alle diabetesbørn.

Liselott Blixt mener imidlertid, at Astrid Krag bør komme med et klart svar angående ventetiderne.

- Vi skal hele tiden vente på et eller andet, så nu mener jeg, at det må være på sin plads, at ministeren kommer med et svar, for det er nu, vi behandler en garanti på behandlingstider, og det må være nu, vi får at vide, hvor lang tid man som barn skal vente på at få en insulinpumpe, siger Liselott Blixt til Berlingske Nyhedsbureau.

Diabetes har godt fat i danskerne. Knap 290.000 danskere har diabetes, mens 750.000 danskere skønnes at have forstadie til diabetes. I gennemsnit dør 12 danskere hver dag af sygdommen, og Diabetesforeningen anslår, at sygdommen koster det danske samfund omkring 86 millioner kroner om dagen.

Minister: Ventetid på insulinpumper er regioners ansvar