Minister vil kulegrave bankkrak

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen vil stramme loven efter Tønder Banks krak. Samtidig overvejer Finanstilsynet at politianmelde bankens tidligere ledelse.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) kræver en dybdegående undersøgelse af Tønder Banks krak. Foto: CLAUS FISKER

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) kræver en dybdegående undersøgelse af Tønder Banks krak. Undersøgelsen skal blandt andet give svar på, hvorvidt ledelsen skal stilles til strafansvar for kollapset. Det skriver Børsen.

- Hvis det, der er foregået i Tønder, er inden for lovens rammer, så skal man have kigget på loven. Det skal undersøges grundigt, hvad det her handler om, siger Annette Vilhelmsen til avisen. Ministeren mener dog ikke, der er grundlag for at kritisere Finanstilsynets rolle i sagen, selv om tilsynet ikke har været på besøg i Tønder Bank siden 2008.

Til gengæld kritiserer hun bankens eksterne revision, revisionsfirmaet BDO.

- Hvordan kan en revision tre år i træk undgå at komme med anmærkninger? Hvis revisionen havde gjort det, var tilsynet jo kommet ind over. Den eksterne revision skal jo gennemskue kulisserne, og den skal gennemskue sådan nogle finansielle jonglører. Det undrer mig, hvordan revisionen kan undgå at gøre opmærksom på det her, siger ministeren, som nu vil komme med et nyt lovforslag om, at revisorer, der arbejder med finansielle virksomheder, skal være særligt uddannede til det.

Finanstilsynets direktør, Ulrik Nødgaard, siger til Børsen, at tilsynet overvejer at politianmelde den tidligere ledelse i Tønder Bank, da der er tale om »særdeles grove overtrædelser af regnskabsreglerne«. Yderligere har Finanstilsynet iværksat en kulegravning af Tønder Banks årsregnskab for 2011 for at klarlægge, om der kan rejses en sag mod revisionsfirmaet BDO.

- Umiddelbart forekommer det vanskeligt at tro på, at der er kommet forværringer for 300 millioner kroner siden årsskiftet. Vi har kigget på halvårsregnskabet, og der er tale om grove afvigelser fra regnskabsreglerne. Vi er nu gået i gang med at se på årsregnskabet, som revisionen har påtegnet, siger Ulrik Nødgaard til Børsen.