»Mogensen & Kristiansen« stopper

Peter Mogensen og Michael Kristiansen har brug for en pause hver for sig.

Stine Kjærside Stine Kjærside
Mogensen og Kristiansen i aktion med statsministeren under Kommunernes Landsforenings topmøde. Foto: Henning Bagger

I fem år har de to garvede politiske debattører Mogens og Kristiansen hver uge diskuteret slagets gang i dansk politik. Men det er slut nu. Det fortæller Peter Mogensen ifølge BT på sin Facebook-profil:

- Kristiansen og jeg trænger til en pause. Vi har hver fredag (og forberedelse torsdag) i fem år arbejdet med Danmarks sjoveste politiske program. Vi trænger lige til at genoplade lidt.

Ifølge Peter Mogensen er planen, at han med sin meddebattør vender tilbage til News-skærmen i 2014 med en ny version af det populære program.

I mellemtiden er TV 2 News klar med et nyt politisk program, der overtager sendefladen i løbet af februar. Hvad det indeholder, er endnu ukendt. Mogensen og Kristiansen forsvinder dog ikke helt fra fjernsynet. De vil begge to stadig være at se i 'Tirsdagsanalysen' - også på News.

- De vil fortsat være sammen med Lotte Mejlhede på TV 2 News hver tirsdag, ligesom de være med på transmissioner fra bl.a. politiske landsmøder, siger kanalchef Mikkel Hertz.