Nationalstaten er et civilisationsfremskridt

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Nationalstaten er vort hjem, – og den er samtidig et godt hjem, som vi skal værne om.

Filosoffen Lars Östman skriver i sit indlæg imod mig i Berlingske 29. november: ”En patriotisme, der er reserveret til én bestemt gruppe af mennesker på ét bestemt område spærret inde bag en grænsebom i Sønderjylland, betinget af herkomst, religion osv. er simpelthen meningsløs.” Jeg tolker dette som en påstand om, at nationalstaten er meningsløs.

Jeg undrer mig lidt over LÖ´s argumentationsteknik, der blandt andet består i, at han hælder grimme betegnelser ned over mit usalige hoved. Jeg taler både ”nonsens”, ”sludder” og ”meningsløst sprog”. Lad mig føre diskussionen op på et højere niveau og forklare, hvorfor LÖ er helt galt afmarcheret angående patriotisme, - det som jeg kalder fædrelandskærlighed.

Jeg ved ikke, om betegnelsen filosof er en beskyttet titel, eller enhver kan kalde sig det. Men jeg ved, at der er andre filosoffer jeg har mere tillid til end Östman. En af dem er den konservative Roger Scruton, der har beskæftiget sig seriøst med begrebet ”nationalstat” og ”vestliggørelse” og konkluderer, at nationalstaten er et civilisationsgode, der hviler på den kristne kultur og er i modsætning til den ikke-vestlige kultur. Nationalstaten er truet i dag og har brug for et forsvar – ikke bare et militært, men først og fremmest et principielt. For mister vi nationalstaten, risikerer vi at miste essensen af vestlig kultur - nemlig friheden. Desværre har nationalstaten haft en meget dårlig presse de sidste årtier. Östmans nedrakning er blot et eksempel på det.

Men det må der rettes op på!

Som Roger Scruton skriver i sin bog ”Nationernes nødvendighed”: ”Demokratierne skylder national loyalitet deres eksistens”. Det er et faktum, at demokratierne er opstået i nationalstater. Der ligger en følelse af fællesskab og medlemskab i det nationale, fordi man deler sprog og kærlighed til den samme plet på jorden. Den nationale loyalitet, der er vokset frem gennem mange århundreder, er gået forud for vores demokrati og er forudsætningen for vores samfundsopbygning. Den har resulteret i begrebet ”borgerskab”, der er vores største samfundsgode.

Og hvad vil ”borgerskab” nærmere sige? Jo Scruton pointerer, at borgerskab er ”den forbindelse, der opstår mellem staten og individet, når begge parter er fuldt forpligtede overfor hinanden. Det består af et væv af gensidige rettigheder og pligter, opretholdt af en retsorden, som står over begge parter. Skønt staten håndhæver loven, håndhæver den den lige så vel overfor sig selv, som overfor den private borger.”

Når nutidens folkevandring går fra syd og øst til Europa, er det borgerskabet og dets konsekvenser i form af frihed og velstand, de søger. Mange af indvandrerne kommer fra lande, hvor de ikke har borgerskab, men underkastelse. De er undersåtter.

Scruton skriver, at ”Underkastelse er den forbindelse, der opstår mellem staten og den enkelte, når staten ikke behøver stå til regnskab for den enkelte, når den enkeltes rettigheder og pligter er udefineret eller kun delvist og omstødeligt defineret, og hvor der ikke er en retsorden, som står over den stat, der håndhæver den”. Borgere er mere frie end undersåtter. Et samfund af borgere er et samfund, hvor fremmede kan stole på hinanden, eftersom de alle er bundet af et fælles regelsæt, – tilliden afhænger IKKE af familieforbindelser, trosfællesskab, stammeloyalitet eller af tildelte eller opnåede begunstigelser. Dette adskiller et land som Australien fra et land som Kazakhstan”.

Borgerskabet bygger på en før-statslig loyalitet, - en national samhørighed, der bygger på fælles kultur og sprog.

Den nationale loyalitet er årsag til en række goder, som vi nyder godt af til daglig uden at tænke over det. For eksempel møder vi en fremmed med tillid. Vi har ikke våben i hænderne, når vi går uden for vores hus eller vores landsby. Vi møder folk fra Nordjylland med lige så stor tillid som dem fra Lolland. Vi ved nemlig, at de er bundet af den samme lov og de samme normer, som vi selv. Vi er som borgere bundet af gensidige forpligtelser over for alle dem, der deler vores nationalitet – uanset deres familie og uanset deres tro. Religionsfrihed og ytringsfrihed er derfor ikke en trussel i et samfund, hvor der er en eksisterende national loyalitet. Vi ved at vi, der bor på vores afgrænsede territorium er underlagt den samme lov, og vores lovgivere er valgt af dem, der bor på dette territorium. De har ret til medlemskab af nationen. Loven bekræfter derfor vores fællesskab og vores fælles lydighed imod den.

Man skulle næsten tro, at Scruton beskrev det tillidsfulde, demokratiske, danske samfund. Og det gør han på en måde også. Men han gør opmærksom på, at der jo er en perlerække af den slags samfund i Europa – bygget op om hver deres sprog-gruppe over mange år og med mange stridigheder og grænsedragninger undervejs. Det kan være svært at finde grænserne, men når man finder frem til det sted, som begge parter kan acceptere, er grænser fredsskabende. Se blot vores sønderjyske grænse.

Symbolerne på national loyalitet er hverken militante eller ideologiske – de består faktisk bare af fredelige billeder af hjemlandet – af det sted, hvor vi hører hjemme. Gå på Statens Museum for Kunst eller et hvilken som helst provins-museum og se smukke malerier af kendte landskaber. Disse fredelige, nationale symboler fremhjælper forsoning mellem klasser, interesser og trosretninger og danner baggrund for en politisk proces baseret på konsensus frem for tvang.

En af årsagerne til nationalstaternes dårlige presse er, at mange forveksler fædrelandskærlighed og nationalisme. I denne skelnen bruger Scruton et billede fra filosoffen Chesterton. Han gør opmærksom på, at nationalisme er selvhævdende, pralende og nedgørende overfor andre nationer. Nationalisme er en syg form for fædrelandskærlighed, som naturligvis skal fordømmes. Men smider man fædrelandskærligheden ud samtidig med nationalismen, svarer det til at forkaste kærligheden i det hele taget, fordi der findes jalousidrab i verden. Jalousi er en perverteret form for kærlighed, der skal fordømmes, men det må ikke fører til, at vi dropper kærligheden. Men det er det vi gør med fædrelandskærligheden, når nogle hævder, at nationalstaterne er årsag til krige og når nogle er bange for fædrelandskærlighed.

Desværre er dette argument, så dårligt det end er, blevet gentaget så mange gange af især EU-tilhængere, at mange er begyndt at tro på denne løgn. Sandheden er jo, at EU er ved at ødelægge det gode, vi har opnået, og der derfor er al mulig grund til at frygte for fremtiden uden nationalstater. Vi risikerer at miste friheden og dermed også velstanden uden nationalstaterne, – og her har vi jo Grækenland som et glimrende eksempel på, hvordan snyd og bedrag og uansvarlig økonomi netop hersker der, hvor det ikke er nationalstaten, der styrer, men en anonym union, hvor man kan skubbe ansvaret for ens økonomiske situation videre til andre.

Nationalstaten er et vestligt fænomen, som man uden held har forsøgt at eksportere til øvrige verdensdele. Tænk på de kunstigt skabte, snorlige grænser mellem lande, der tidligere hørte under det Britiske eller Russiske Imperium. Den slags grænser giver ingen mening og er ikke understøttet af kulturen.

Scrutons hovedpointe er, at nationalstaten er et biprodukt af en af de vigtigste strømninger i Vesten overhovedet: kristendommen. Fordi kristendommen sætter mennesket frit til at leve efter en sekulær lov og til at definere sig som andet end et stammemedlem og mere end tilhænger af en bestemt religion.

Noget som islam ikke på samme måde giver mulighed for, hvilket er årsagen til at muslimer i Europa har svært ved at definere sig nationalt i stedet for tros-mæssigt (som muslim i stedet for dansker), og ligeledes årsagen til, at national identitet spiller en mindre rolle i muslimske lande.

Ingen vil betvivle, at Europa med sine mange nationalstater et bedre sted end Mellemøsten eller Asien målt på stort set alle parametre. Dette skyldes som sagt, at vi har opbygget den frie og demokratiske nationalstat.

Nationalstaten er naturligvis ikke den eneste eller den perfekte måde at organisere sin styreform på i en moderne verden. Den er med Scrutons ord bare den eneste, der har vist sig bæredygtig. Så skulle vi ikke holde fast i den?

LÖ har ikke ret i sin påstand om, at nationalstaten er meningsløs. Den er vort hjem, – og den er samtidig et godt hjem, som vi skal værne om.