Nu kan narkomaner fixe i ambulancen | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Nu kan narkomaner fixe i ambulancen

Nyt projekt for narkomaner lander lige midt i valgkampen. Rød blok lover fixerum, hvis de får magten. Regeringen afviser.

I februar mødte Berlingske misbrugeren Allan, som fixede op til 20 gange om dagen på Vesterbro. »Jeg vil ikke fixe foran børn. De skal ikke se sådan noget,« sagde han. Foto: Dennis Lehmann

To brugte ambulancer. Et hold læger og sygeplejersker. Og en ordentlig bunke kanyler. Det er hovedingredienserne i det nye, rullende fixerum til stofmisbrugere på Vesterbro, som i dag åbner - med eller uden politikernes velsignelse.

Bag projektet står Foreningen Fixerum med den sociale iværksætter Michael Lodberg Olsen i spidsen. Han har i årevis arbejdet for bedre forhold til narkomanerne på Vesterbro.

- Vi ved, at vi kan redde liv med et fixerum, men Folketinget ønsker ikke at hjælpe stofbrugerne til et mere anstændigt liv. Derfor søsætter vi nu dette initiativ, siger Michael Lodberg Olsen, som mandag eftermiddag kører ud med kanyle-ambulancen for første gang.

Læs reportage: »Jeg vil ikke fixe foran børn«

Projektet bakkes op af flere frivillige læger og sygeplejersker, som skal stå klar med livreddende førstehjælp, hvis misbrugerne tager en overdosis. Med i bestyrelsen er også komikeren Frank Hvam, som selv har boet på Vesterbro i mange år, og som er varm fortaler for fixerum.

300 misbrugere dør hvert år

I Danmark dør omkring 300 stofmisbrugere hvert år af overdoser. Mange af dem ender deres liv på kældertrapper eller ved siden af en affaldscontainer. Ude i kulden. Sammenligner vi os med andre EU-lande har Danmark noget nær den højeste dødelighed blandt misbrugere - kun overgået af Luxembourg og Estland.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen er frustreret over at se, hvor dårligt Vesterbros misbrugere har det. Hun lover, at en ny regering som noget af det første vil ændre loven, så fixerum bliver lovlige.

- Nu har vi ventet så længe, og så mange mennesker er døde, fordi VK-regeringen ikke har gjort noget. Vi vil have fixerum indført så hurtigt som muligt, fordi vi ved, at fixerum redder liv, siger hun til Berlingske.

Redder liv og skaber tryghed

Omfattende undersøgelser fra lande, der for længst har indført fixerum, bakker hende entydigt op. Fixerum nedbringer markant dødstallet for narkomaner og sparer tilmed samfundet for store udgifter til for eksempel HIV- og hepatitisbehandling. Desuden oplever beboerne i de narkoplagede bydele, at deres gadehjørner blive mere rene, og at kriminaliteten falder.

SFs menneskerettighedsordfører, Kamal Qureshi, er enig med Sophie Hæstorp Andersen i, at fixerum er løsningen:

- Beboerne på Vesterbro har i årevis boet i ét stort, åbent fixerum, hvor misbrugerne har taget deres stoffer på legepladser og i opgange. Der er brug for et fixerum under ordnede forhold, men det har regeringen forbudt, siger han og understreger, at fixerum bliver en topprioritet, hvis rød blok vinder valget.

Læs mere: Fixerum får ikke lov at åbne

Michael Lodberg Olsen håber ligeledes på permanente fixerum i Danmark. Han ser ikke det mobile fixerum som en holdbar løsning på længere sigt, og derfor vil Foreningen Fixerum også nedlægge sig selv i samme øjeblik, der er oprettet et fast fixerum på Vesterbro.

Regeringen blokerer for fixerum

I 2010 viste en Gallup-måling foretaget for Berlingske, at flere end syv ud af ti danskere støtter etableringen af fixerum. Der er endda også flertal for ordningen på Københavns Rådhus, men da emnet sidst var til afstemning i Folketinget, blev det stemt ned af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som ikke vil være med til at lave små frizoner, hvor landets narkotika-love ikke gælder. Rød blok og Liberal Alliance stemte for.

I sin narkostrategi fra 2010 har regeringen i stedet for fixerum foreslået en ordning med et sundhedsrum, hvor misbrugere kan få rene kanyler og tilbud om sundhedsfaglig hjælp - men indtagelse af stoffer er altså ikke tilladt. Et sådant projekt findes allerede i form af Mændenes Hjem på Vesterbro.

Læs mere: Narkomaner klar til at droppe gaden

Dansk Folkeparti er modstandere af at yde vejledning i, hvordan man skader sig selv med ulovlige stoffer. Og sundhedsminister Bertel Haarder (V) har tidligere argumenteret for, at det ikke giver mening, at tillade stoffer i en bestemt zone, for så skal politiet jo stå klar lige udenfor og konfiskere stofferne, når misbrugerne forlader fixerummet.

Risikerer lukning

I dag siger Bertel Haarder til Berlingske, at han håber, at det mobile fixerum er lovligt. Skulle det ikke være tilfældet, vil både Haarder og justitsministeren kræve det lukket omgående, understreger han:

- Hvis det ikke er lovligt, så skal det lukke. Vi kan ikke tillade, at der er reservater, hvor der foregår ulovligheder i form af indtagelse af stoffer, siger han.

Justitsminister Lars Barfoed (K) oplyser via sin særlige rådgiver, at han nu vil undersøge, om det mobile fixerum er lovligt.

INFOshop: Danskerne: Politikere skal holde sig fra dørmåtten

Tophistorier Gå til forsiden