Økonom erkender fejlskøn på dagpengeområde

Fremtræden økonom erkender nu fejlskøn i beregninger, som topministre har brugt som svar på kritik af dagpengereformen.

Argumentet har været fra både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og kulturminister Marianne Jelved (R), at kun få ledige vil miste deres dagpenge, fordi de vil gå på kompromis i jobsøgningen, når dagpengene er ved at slippe op. Men fagkundskaben har skudt langt ved siden af målet i den nuværende situation, lyder det fra Michael Rosholm, netop afgået vismand i Det Økonomiske Råd og professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

- Jeg troede på de skøn, vi havde, men vi var alenlangt fra at ramme rigtigt, siger han til avisen.

Erkendelsen kommer, efter at Beskæftigelsesministeriet torsdag markant opjusterede skønnet over, hvor mange ledige, der står til at ryge ud af dagpengesystemet i det første halve år af 2013. Tidligere lød vurderingen på 7.000-12.000 personer. Nu ventes 17.000-23.000 personer at miste deres dagpenge.

- Situationen taget i betragtning skal vi tænke over, hvor realistisk det er, at ledige finder et arbejde, inden dagpengene ophører. Det vil mange af os sikkert nærstudere i løbet af det næste halve års tid for at finde ud af, hvad det egentlig var, der skete, siger Michael Rosholm til avisen.

Den nyslåede økonomiske vismand Michael Svarer forklarer over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at den markante opjustering fra regeringen kan skyldes konjunkturerne, eller at den motivationseffekt, man havde forventet, ikke har været så stor som forventet.

BNB