Og nu til resten af verden!

Lykke Friis (V)
Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Onsdag morgen er det endelig forbi. De amerikanske vælgere har talt, og medierne kan forhåbentligt finde tid til igen at dække resten af verden. Som Ugebrevet A4 for nyligt havde regnet sammen, har danske medier i årets første ti måneder bragt mere end 5.000 artikler, tv- og radioindslag om det amerikanske præsidentvalg. Men hvor mange artikler og indslag blev det til om præsidentvalget i Frankrig, parlamentsvalget i Ukraine eller for den sags skyld den forestående partikongres i Kina? Uden at have talt efter tør jeg godt vove pelsen: Francois Hollande, Viktor Janukovitj og Xi Jinping kunne hver især ikke engang holde stand med dækningen af de indledende primærvalg.

Lad det være sagt med samme. Det amerikanske valg skal naturligvis dækkes væg til væg – i slutfasen. Og hånden på hjertet, en amerikansk valgkamp er uden tvivl mere underholdende og lettere at formidle til en dansk offentlighed end f.eks. Kinas partikongres, hvor de fleste danskere mangler både sprogkundskaber og en fælles referenceramme a la ”West Wing”. Men det ændrer altså ikke ved, at overeksponeringen af valget er udtryk for en anakronisme. For USA’s præsident har for længst mistet magten til at svinge taktstokken i en ny verdensorden, hvor nye stærke økonomier stormer frem. Tag bare klimatopmødet i København (COP15), hvor Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien først slet ikke ville have Præsident Obama med til deres sidste afgørende forhandling. ”Det her et lukket møde” nærmeste snerrede Kinas chefforhandler af Præsidenten, da han opsporede deres hemmelige mødelokale i Bella Centeret – og først til sidst allernådigst blev lukket ind.

Når man dertil lægger, at USA også efter den 6. november fortsat vil stå med en splittet kongres – eller ”vetokrati”, om man vil, hvor store reformer blokeres – er det svært at komme frem til, at valget vil få stor betydning for Europa – og Danmark. Op til valget har diverse europæiske tænketanke da også produceret den ene rapport efter den anden, hvor hovedkonklusionen er, at der næppe vil være den store forskel på en en Præsident Romney og en Præsident Obama. Da valgkampen i høj grad har excelleret i mudderkastning, er der hidtil heller ikke nogen, der er stødt på nye visioner eller konkrete økonomiske forslag, som direkte kan overføres til Europa.

Når valget nu er overstået, må tiden derfor været kommet til efterkritik og selvransagelse. Var det virkelig udtryk for den rette prioritering at bruge så mange spaltemeter og tv-timer på Obama, Romney, Gingrich osv? Bør dækningen ikke i langt højere grad afspejle verdenspolitikkens nye magtforhold og for den sags skyld også valg, der umiddelbart kan få konsekvenser for danskernes hverdag? Læs f.eks. det franske præsidentvalg og det forestående forbundsdagsvalg i Tyskland. Når alt kommer til alt, har vi altså 450.000 eksportarbejdspladser på spil i Europa. Under alle omstændigheder må man krydse fingre for, at tv-kanalerne og aviserne nu ikke har brugt alle korrespondentkronerne på at dække USA, så kassen er tom, når den 18. partikongres snart løber af stablen i Kina, og når Angela Merkel for alvor begynder at dyste mod Peer Steinbrück.