Opbakning til øget PET-kontrol

Partier på begge fløje støtter lovforslag fra regeringen om skærpet parlamentarisk kontrol med brugen af civile agenter. Venstre-politiker er umiddelbart mindre begejstret.

Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

Justitsminister Morten Bødskov (S) får ros fra flere sider for sit lovforslag om, at Folketingets Kontroludvalg skal have »udførlig underretning« om PETs brug af civile agenter.

- Terrortruslen mod Danmark er skræmmende nærværende. Derfor er forslaget en ultrafin afvejning af, at PET skal kunne gøre det, som de skal, og så behovet for kontrol. Det her er afbalanceret, udtaler SFs retsordfører, Karina Lorentzen, i en skriftlig kommentar.

Hendes radikale kollega, Jeppe Mikkelsen, kalder udspillet et skridt i den rigtige retning og understreger, at Bødskovs udspil skal ses i sammenhæng med, at der skal indføres et lovgrundlag for PET, som ligger på tegnebrættet.

- Der er behov for dette tiltag. Men det er også vigtigt, at PET selv får en større legitimitet. Det er jo ikke kun for at gå at holde tjenesten i ørerne. Det er sådan set også for, at PET kan lægge kortene frem for folkets repræsentanter. Det er i god tråd med dansk lovgivning, siger Jeppe Mikkelsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Tonerne er noget anderledes fra oppositionspartiet Venstre.

- Man kan læse det sådan, at det er gammel vin på nye flasker. For allerede i dag er det sådan, at Folketingets Kontroludvalg bliver orienteret om aktioner med civile agenter. Men hvis der er tale om, at man altid skal underrette kontroludvalget, så er det noget nyt, siger retsordfører Karsten Lauritzen.

- Problemet er, at kontroludvalget ikke selv kan sige, hvad det er, man vil have en orientering omkring. Man skal vente på, hvad justitsministeren og PET vil forelægge for dem. På det punkt ser jeg ikke, at justitsministeren lægger op til nogen som helst ændring, forsætter han.

Dansk Folkeparti giver et betinget ja til at skærpe den parlamentariske kontrol med brugen af civile agenter. Partiet vil kun støtte lovforslaget, hvis det »indgår i en fornuftig pakke«, understreger retsordfører Peter Skaarup (DF).

- Det er et fint udspil, men vi skal helt være helt sikre på, hvad de andre dele af kontrollen af PET skal være i fremtiden. Vi skal passe på, at det hele ikke går op i bureaukrati og parlamentarisk kontrol som i Norge, siger Peter Skaarup.

Pernille Skipper fra Enhedslisten, der har tænkt sig at stemme for lovforslaget, siger, at den nuværende kontrol af PET er på niveau med det, man ser i »bananrepublikker«.

- Det er ikke en optimal løsning, men vi støtter udspillet. Vi ser hellere, at man gør som i Norge, hvor efterretningstjenesten kontrolleres af en uafhængig tilsynsmyndighed. Det bør Danmark lade sig inspirere af, siger hun.