Opgør om praksisændring i Kinnock-sag

Vi ændrede ikke praksis under Kinnocks skattesag, har medarbejdere fra Skat København fortalt Skattesagskommissionen. Jo, der var tale om en klar praksisændring, fastholder eksperter.

Lars Nørgaard Pedersen, // larp@berlingske.dk Lars Nørgaard Pedersen, // larp@berlingske.dk
Venstres tidligere pressechef Søs Marie Serup Laybourn forklarede for Skattesagskommissionen i går, at partiet holdt Stephen Kinnocks skattesag ud i strakt arm for ikke at blande sig i sagen, der kunne skade deres politiske modstanders mand. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Flere skattemedarbejdere fra Skat København har i deres vidneudsagn for Skattesagskommissionen understreget, at Skat ikke ændrede praksis under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag. Men sagkyndige vurderer, at Skat foretog en egentlig praksisændring i sommeren 2010.

Berlingske afdækkede i oktober i år, at Skat midt under behandlingen af den måske mest politiske sag i Skats historie så bort fra et krav om, at personer i Kinnocks situation maksimalt må have opholdt sig to-tre år i udlandet for at undgå dansk skattepligt. Kinnock havde været ude af Danmark i mindst seks år. Nyfortolkningen skete, uden at offentligheden fik det at vide, og uden at den blev nævnt i Kinnocks skatteafgørelse. Kravet om maksimalt to-tre år i udlandet står i en afgørelse fra Skatterådet fra 2007, som tog afsæt i et krav om midlertidighed i udlandet i en afgørelse fra Landsskatteretten fra 1992. Tolkningen er opsigtsvækkende, fordi den kan betyde, at kræfter i Skat ikke kun forsøgte at skade Thorning og Kinnock under behandlingen af skattesagen, som kommissionen ellers undersøger.

Kommissionen har konsekvent spurgt skattefolkene, hvorfor man sløjfede kravet. Én efter én har medarbejderne fra Skat København den seneste måned afvist, at der var tale om en egentlig praksisændring: »Det var slet ikke en diskussion om det,« sagde skattedirektør Lisbeth Rasmussen. Afgørelserne »kan ikke føre til praksis«, fortalte afdelingsleder Inger Kirstine Sommer Hansen, mens afdelingsleder Hanne Dahl Kofod betonede, at 2007-afgørelsen ikke var udtryk for praksis, men en »enkeltstående afgørelse«.

I stedet har skattemedarbejderne understreget, at der var tale om en fejl i ligningsvejledningen, som man fik rettet. I går tilføjede den nu pensionerede specialkonsulent Søren Hansen, at praksis ikke blev skærpet, fordi to-tre års-kravet »ikke havde nogen gang på jorden«.

Søren Hansen er dog den medarbejder fra Skat København, som har været tættest på at erkende, at der skete en form for indgreb:

»Jeg kan forstå, at der nu er rettet i ligningsvejledningen, så man er gået tilbage til den praksis, der var tidligere,« sagde han.

Kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, spurgte, om Skat havde undersøgt, om der fandtes andre afgørelser, der henviste til reglen.

»Der er ingen begrænsning. Der er ingen to-tre års-regel,« svarede Søren Hansen.

»Jeg spørger, om der er andre afgørelser, der er inspireret af 2007-afgørelsen,« fastholdt Kjeldsen.

»Det undersøgte vi, og det er der ikke,« sagde Søren Hansen.

Medarbejdere burde kende afgørelse

Berlingske kan henlede opmærksomheden på en afgørelse fra Landsskatteretten oktober 2009 (journalnr. 09-01309). Sagen kom fra Skatteankenævnet, som over flere afsnit tog stilling til kravet om maksimalt to-tre år i udlandet. Skatteyderens revisor havde netop anfægtet kravet, men nævnet endte med at konkludere, at »varigheden af de aktuelle leveomstændigheder efter praksis kan tages i betragtning som et moment ved vurderingen af det skattemæssige tilhørsforhold«.

Og den afgørelse burde medarbejderne i Skat København kende. En aktindsigt i korrespondancen mellem dagbladet BT og Skat København afslører, at Skat København fik tilsendt netop denne afgørelse fra BT 27. august 2010, altså midt under Kinnocks sag.

Medarbejderne fra Skat København har også lagt vægt på, at det fejlagtige to-tre års krav ikke har haft nogen konsekvens. Skattedirektør Lisbeth Rasmussen sagde f.eks. til kommissionen, at hun var »overbevist« om, at der ikke var andre sager. Men revisorer og skatterådgivere kan have bremset skatteborgerne, inden de rejste ud – eller rejste spørgsmålet for en skattemyndighed. Eksempelvis henviste skatterådgiver, advokat Martin Bekker Heinrichsen i december 2009 en skatteyder til den omtalte afgørelse fra Skatterådet 2007. Advokaten tilføjede:

»Som det fremgår af svaret, var det en forudsætning for resultatet, at der var tale om en midlertidig løsning - såfremt der havde været tale om en mere varig løsning, ville resultatet nok have været det modsatte.«

Uomtvistelig ændring af praksis

En af Danmarks fremmeste skatteeksperter og formand for Skatterådet 2005-2010 Lida Hulgaard forklarede i oktober, at det var »uomtvisteligt«, at Skat ændrede praksis under Kinnock-sagen. I dag siger hun:

»Det undrer mig, at medarbejderne ikke vil anerkende det. Det har stået i ligningsvejledningen i alle årene. Og fortolkningen står ikke bare i 2007-afgørelsen, men kom - med ret eller uret - fra 1992-afgørelsen.«

Skatterådets afgørelser beror typisk på en indstilling fra Skatteministeriet. Fagansvarlig for skatteområdet ved Aalborg Universitet, lektor Thomas Rønfeldt, er heller ikke i tvivl om praksisændringen:

»Begrundelsen er fire-leddet. Det stod i Skatterådets afgørelse i 2007. Det har været forbi Landsskatteretten. Det har stået i ligningsvejledningen. Og den skatteyder, der før ændringen var skattepligtig, var bagefter ikke skattepligtig. Det er en klokkeklar praksisændring.«