Ordfører forstår ikke Tesfayes exit

SFs politiske ordfører kalder Mattias Tesfaye for en af de dygtigste personer, han har arbejdet med i politik. Han har svært ved at se grunden til hans beslutning om at stoppe som næstformand.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
Jesper Petersen er politisk ordfører for SF. Foto: Torkil Adsersen

Det er et tab for SF, at Mattias Tesfaye har valg at stoppe som næstformand i partiet. SF politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, at Tesfaye, der blev valgt som næstformand i foråret sammen med Mette Touborg, har udført sit arbejde i partiet godt, og han kan ikke genkende Tesfayes bevæggrunde for at fravælge topposten.

- Jeg synes, det er meget ærgerligt. Mattias er et af de dygtigste og mest inspirerende mennesker, jeg har mødt i politik, og på den måde er det et tab for SF ikke at skulle have ham som næstformand mere. Men han må gøre gavn for venstrefløjet fra en anden platform, siger den politiske ordfører.

Tesfaye lagde ikke skjul på sin støtte til sundhedsminister Astrid Krag, da partiet skulle vælge ny formand. Og i forbindelse med sit exit har han forklaret, at han ikke er enig med den linje, som Annette Vilhelmsen har lagt.

Ifølge Jesper Petersen har man ikke kunnet mærke på Tesfaye, at hans støtte lå hos Krag i forbindelse med næstformandens arbejde. Jesper Petersen har i det hele taget svært ved at se, at partiets linje er så anderledes, at det retfærdiggør afskeden.

- Mattias, som jeg har oplevet ham, er indrettet på den måde, at han er 100 procent loyal over for den person, der er formand, når han selv bestrider næstformandsposten, og det har han i mine øjne også været.

- Han mener så ikke, at han kan stå inde for det arbejde og for den politiske linje mere, og jeg har svært ved at se den store forandring, der skulle retfærdiggøre, at man træffer den beslutning. Men det er Mattias’ valg og ikke mit, om han vil være næstformand, siger Jesper Petersen.

I forbindelse med sin beslutning forklarede Tesfaye, at han har »været fortaler for at udvikle SF til et parti, der kæmpede mere for de lavtlønnede. Jeg mener, deres stemme har været for svag i dansk politik.«

Det kan Jesper Petersen ikke se skulle have ændret sig under Annette Vilhelmsen.

- Det er Mattias’ synspunkt, og han har muligvis modtaget nogle andre signaler end jeg, men jeg mener, at SF skal være et bredt parti, hvor almindelige lønmodtagere kan se os, som deres talerør, og hvor vi slås for de lavtlønnede grupper, der har betalt en stor del af prisen for krisen. Det synes jeg ikke, at man kan se på de to måneder, der er gået siden formandsvalget, at SF ikke kan være det parti.

SFs landsledelse mødes torsdag for afklare situationen om næstformanden i partiet. Mødet var aftalt, inden Tesfaye besluttede dig for at stoppe.

Det bliver ifølge flere medier oplysninger den 27-årige Peter Westermann, der bliver ny næstformand. Westermann har siden 2006 været folketingskandidat for SF i Nordsjælland.