Ordkrig om integration i København

Venstrefløjen vender det blinde øje til integrationsproblemerne i København, lyder det fra konservative Rasmus Jarlov, men kritikken afvises af integrationsborgmester Anne Mee Allerslev.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau
Rasmus Jarlov. Foto: Liselotte Sabroe

Integrationspolitikken i Københavns Kommune er ikke-eksisterende, og man vender det blinde øje til problemerne, lyder kritikken fra lederen af de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov (K).

Han retter i en kommentar i Berlingske søndag en skarp kritik af en »blind« og »retningsløs« integrationspolitik, der ikke tør tage tyren ved hornene, når det eksempelvis gælder debatten om chikane af danske jøder. En debat, der ifølge Jarlov blev bagatelliseret af de ansvarlige københavnske borgmestre og i særdeleshed af integrationsborgmester Anna Mee Allerselv (R).

»Problemets kerne trænger desværre ikke ind: Nemlig at jøderne formentlig er den eneste etniske gruppe, som ikke kan gå i sikkerhed på gaden eller i folkeskolen, hvis de viser deres etnicitet, og at chikanen kommer fra arabiske grupper,« lyder det fra Rasmus Jarlov.

Han mener, at Anne Mee Allerslev og »den københavnske venstrefløj« er blind over for problemer med kultursammenstød.

»Da Anna Mee Allerslev sidste år slog fast, at hun vil gøre København til Europas mest mangfoldige storby og derefter agiterede for at få flere flygtningebørn til byen, stod det klart, hvor blind hun og resten af den københavnske venstrefløj er over for kultursammenstød og integrationsproblemerne,« skriver Jarlov og opremser de problemer, han ser:

»Hver tredje barn i København har allerede indvandrerbaggrund. Folkeskolen klarer kun med nød og næppe opgaven. Indvandrerne topper kriminalitetsstatistikkerne og er endt som permanent underklasse. Til stor skade for den lighed i samfundet, som venstrefløjen ellers påstår at kæmpe for,« skriver den konservative gruppeformand.

Han kritiserer også, at kommunen bruger »millioner af kroner på modersmålundervisning, skovture og lignende. Men kommunen har ingen politik, der får indvandrerne til at blive del af det danske samfund eller forstå dets spilleregler«.

Sludder, lyder svaret fra integrationsborgmester Anne Mee Allerslev i en skriftlige kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

»Rasmus Jarlov slår en hård og uforsonlig tone an i sin kamp mod chikanerier mod jøder i København. Desværre er der ingen løsninger blandt Jarlovs mange flotte ord. Kun kritik og generel stigmatisering af københavnere med muslimsk baggrund. Frem for at løse de problemer, som jeg er enig i, at vi har i København, risikerer Jarlov at splitte københavnerne frem for, at vi står sammen om at finde løsninger, der virker. Hård retorik løser ingenting,« skriver hun.

Hun fremhæver, at man de seneste år på tværs af partiskel har gjort en dyd ud af at finde praktiske løsninger omkring social kontrol, dårlige danskkundskaber og øget valgdeltagelse og demokratiforståelse blandt de etniske minoriteter.

»Det er en anden og langt mere konstruktiv tilgang end den VKO, inklusiv Rasmus Jarlov, kørte i 00erne, hvor det hele foregik med knyttede næver og uforsonlig retorik. Men det løste ikke vores problemer, og alligevel ønsker Jarlov at fortsætte denne tilgang i København. Det er en linje, jeg er stærkt uenig i,« fastslår Anna Mee Allerslev.