Seneste nyt

Over 8.000 ledige kan ikke få kontanthjælp

For tusinder af langtidsledige spænder deres formue eller ægtefælles indkomst ben for, at de kan modtage kontanthjælp.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Over 8.000 af de mellem 17.000 og 23.000 langtidsledige, der i første halvår af 2013 skønnes at miste retten til dagpenge, vil ikke kunne få kontanthjælp på grund af enten ægtefællens indkomst eller en formue.

Det anslår hovedorganisationen FTF, der har lavet beregninger ud fra tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som for to år siden anslog, at 70 procent af de ledige, der mister dagpengene, ikke vil kunne få kontanthjælp.

Læs mere: Hver tredje: Langtidsledighed er selvforskyldt

Tager man 70 procent ud af det laveste skøn på 17.000 og fraregner personer, der ventes at gå på efterløn eller tage et seniorjob, ender 8.400 ledige med at stå uden forsørgelse til sommer, konstaterer FTF.

Uden kontanthjælp ryger også retten til private løntilskudsjob, virksomhedspraktik og uddannelsesforløb, og det bør laves om, mener hovedorganisationen, der mandag mødes med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for at finde løsninger for de ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

Læs mere: Regeringen vil gøre det sværere at få kontanthjælp

På mødet vil FTF foreslå, at private løntilskudsjob skal være en mulighed for alle ledige. I dag kan de ledige, der falder ud af dagpengesystemet, først komme i løntilskud på det private arbejdsmarked et halvt år efter dagpengenes ophør.

- Denne karensperiode på et halvt år er helt i skoven og tjener ikke noget formål. Når man har været ledig i to år på dagpenge, har man udstået karensperioden på et halvt år, og er lige så klar til et privat løntilskudsjob som alle andre ledige, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Læs mere: Kontanthjælp eller ej: Virker pisken?