Partifæller vil ikke holde hånden over Johanne

Enhedslistens regler om rotation skal bestå, fastslår flere af partiets medlemmer i kølvandet på et forslag, der kan redde Johanne Schmidt-Nielsens navn på stemmesedlen ved kommende valg.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Torkil Adsersen

Debatten om Enhedslistens rotationsprincip er atter kommet op til overfladen forud for partiets årsmøde i april.

Enhedslistens afdeling i Gladsaxe har således foreslået, at man ændrer i reglerne for valg af spidskandidater, og netop det kan være en udstrakt hånd til partiets største profil, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der står til at falde for rotationsreglen, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) først udskriver folketingsvalg til afholdelse efter maj 2015.

Men reglerne om rotation i Enhedslisten bør der ikke pilles ved, siger partiets kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, til tv2.dk.

»Jeg mener, at vores regler er sunde og gode. Dem ønsker jeg ikke at ændre på. Det er vigtigt, at vi får en udskiftning af vores folketingsgruppe,« siger han.

Ordføreren mener ikke, at Enhedslisten skyder sig selv i foden ved at bevare en regel, der potentielt kan sende partiets suverænt største stemmesluger ud.

»Det synes jeg faktisk ikke. Det tvinger os til at finde nye talenter, der også sluger stemmer. Og så håber jeg da, at folk stemmer på partiet for politikkens skyld, og at de derfor også vil fortsætte med det,« siger Arbo-Bæhr til tv2.dk.

Forslaget fra Enhedslistens afdeling i Gladsaxe går ikke decideret på rotationsprincippet, men på den urafstemning, der forud for hvert ordinære årsmøde skal afholdes for at vælge spidskandidater til Folketinget.

Gladsaxe-afdelingen vil ændre vedtægterne, så man ikke holder afstemningen, hvis årsmødet bliver afholdt mindre end seks måneder før, der senest skal afholdes valg. I stedet skal resultatet fra det seneste årsmøde gælde, mener afdelingen. Det vil i Johanne Schmidt-Nielsens tilfælde betyde, at hun også kan stille op til næste folketingsvalg uanset valgdatoen.

Heller ikke Susanne Flydtkjær, der sidder i partiets hovedbestyrelse, ønsker at ændre reglerne for rotation. Til tv2.dk, siger hun:

»Jeg synes, vi har nogle fine rotationsregler, og dem kan jeg ikke se nogen grund til at ændre. Det er et sundt princip, at man ikke skal være levebrødspolitiker, men skal ud i virkeligheden også. Samtidig giver reglen flere muligheden for at være en del af demokratiets maskinrum,« siger hun.

Den omstridte rotationsregel i Enhedslisten betyder i dag, at partiets folketingsmedlemmer ikke kan genvælges på årsmødet, hvis de har siddet i Folketinget i syv år. Det kan ramme Johanne Schmidt-Nielsen, hvis Thorning vælger, at folketingsvalget skal afholdes senere end maj 2015.

Enhedslistens politiske profil, der ikke ønsker at kommentere historien, har selv tidligere støttet rotationsprincippet.

»Folk er glade for, at vi har en udskiftning i vores folketingsgruppe, der betyder, at der kommer nye kræfter til, og som betyder, at vi ikke sidder her og gror fast på taburetten,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen til Berlingske Nyhedsbureau i maj sidste år.

»Vi har set mange gange før, at dygtige folk er faldet for rotationsprincippet, for eksempel Søren Søndergaard og Line Barfod, og hver gang har vi tænkt, »Nej, nu går det helt galt,« men der er altid kommet gode, nye folk til,« sagde hun.

Dengang viste en rundspørge blandt partiets kontaktpersoner i lokalafdelingerne desuden, at et stort flertal ønskede at bevare rotationsreglerne.