PET må fortsat udspionere danske politikere

Politiets Efterretningstjeneste vil stadig i visse tilfælde kunne behandle oplysninger om folks lovlige politiske aktiviteter.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

PET må stadig se danske politikere i kortene, når de skal beskyttes, skriver Information.

Ifølge avisens oplysninger vil formuleringen om, at PET kan behandle oplysninger om potentielle ofre for terror eller ekstremistiske forbrydelser fra det såkaldte Wendler Petersen-udvalg gå igen i justitsminister Morten Bødskovs (S) kommende lovforslag om efterretningstjenestens virke.

- Jeg kan godt forstå, hvis det ser lidt mærkeligt ud, og man tænker: Kan det virkelig være rigtigt, at man må overvåge personer, fordi de er politikere. Man er nødt til at være pragmatisk og indstille sig på, at hvis PET skal beskytte udsatte borgere, så er de også nødt til at have en eller anden form for viden om disse. Langt hen ad vejen så får de da også disse oplysninger af personen selv. Og hvis oplysningerne alligevel bliver brugt til andet end at beskytte vedkommende, så er det en klar overtrædelse af loven, siger Radikale Venstres retsordfører, Jeppe Mikkelsen (R) til avisen.

Spørgsmålet om PETs registrering af lovlig politisk aktiviteter har præget debatten siden nedsættelsen af Wendler Pedersen-udvalget i 1998,

Udvalget har frarådet et absolut forbud mod behandling af lovlig politisk aktiviteter. Det sker ikke blot med henvisning til behovet for at skaffe oplysninger om disse potentielle ofre, men også ønsket om at indsamle materiale om »lovlig politiske aktiviteter med henblik på at tilvejebringe baggrundsmateriale til forståelse af generelle samfundsmæssige forhold.«

Kun Enhedslisten og Liberal Alliance står uden for aftalen om PET-loven.

Venstres retspolitiske ordfører vil under den kommende behandling af lovforslaget alligevel have undersøgt, hvad PET bruger deres muligheder til på dette område.

- Jeg tror, de fleste er klar over, at PET overvåger potentielle terrorister. Men det kommer nok som en overraskelse for de fleste, at efterretningstjenesten har samme beføjelser til at overvåge potentielle ofre, siger Karsten Lauritzen (V) til Information.

BNB