Peter Loft bombarderede direktører med spørgsmål

Den tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, ville vide, om Thorning-parrets skatteafgørelse kunne omgøres og bombarderede derfor sine direktører med spørgsmål, før han mødtes med Troels Lund Poulsen.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup

Torsdag den 16. september 2010 afgør Skat København, at Stephen Kinnock ikke er skattepligtig i Danmark. Samme aften ringer Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, til ministeriets juridiske direktør, Birgitte Christensen.

»Peter Loft beder mig om at få lavet et notat, der beskriver, hvordan reglerne er, hvis man vil genoptage en afgørelse, der er truffet. Jeg får indtryk af, at det er på baggrund af den her sag (Thorning-parrets skattesag, red.),« fortalte Birgitte Christensen torsdag foran skattesagskommissionen i Søborg.

Det bliver begyndelsen på en lang weekend for Christensen, der straks ringer til fagdirektøren for at sætte notatet i værk. Da det viser sig, at en sådan skatteafgørelse fra Skat København ikke vil kunne omgøres, medmindre skatteborgeren - i dette tilfælde daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnock - selv ønsker det, skriver Peter Loft i en mail til Birgitte Christensen:

»Hvis skatteforvaltningen træffer en åbenbar forkert afgørelse, så kan der ikke gribes ind. Det lyder ikke logisk.«

Mail-korrespondancen mellem departementschefen og Christensen er vigtig for kommissionens udredning af sagen, fordi den kan vise, hvor optaget man var af skattesagen i ministeriets top, hvor Troels Lund Poulsen (V) dengang sad som minister.

Det er tidligere kommet frem, at både Lund Poulsen, hans spindoktor, Peter Arnfeldt, og Peter Loft interesserede sig voldsomt for sagen allerede, da BT begyndte at skrive om Thorning-parrets skatteforhold i juni 2010. En embedsmand i ministeriet har forklaret, hvordan han blev sat til at finde ud af, hvad der var »op og ned«, mens embedsfolk fra Skat København ligefrem følte, at ministeriet »angreb« deres afgørelse, selvom hverken ministeren eller departementet må blande sig i konkrete skattesager.

Birgitte Christensen afviste torsdag at have kendt nogen form for politiske overvejelser i ministeriets top i relation til skattesagen. Til gengæld fortalte hun, at det virkede som om, at Peter Loft var »under pres«, da han fortsatte mail-strømmen til hende og ministeriets fagdirektør, Ivar Nordland, søndag den 19. september.

Den dag og aften sendte Loft en lang række mails med skattetekniske spørgsmål om til- og fraflytning, som han ville have afklaret, før han mødtes med Troels Lund Poulsen mandag morgen.

- Jeg har indtryk af, at han kan være under pres for dokumentation. Det skriver han selv i en tidligere mail, at Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt sætter spørgsmålstegn. Han har en opgave i at prøve at formidle de her ting til ministeren, sagde Birgitte Christensen og tilføjede:

- Det er usædvanligt, at det er så meget nede i detaljen i forhold til at redegøre for ministeren. Men for mig at se er det ikke en personsag, men et regelspørgsmål.

Dermed stiller hun sig på linje med Skatteministeriets produktionsdirektør, Steffen Normann Hansen, der i sidste uge afviste enhver form for politisk indgriben i skattesagen.

Til april skal vi høre Peter Lofts version af sagen.